Birthday Girl (2001)

    En britisk bankmand har gennem et kontaktbureau skaffet forbindelse til en russisk pige. Fra det øjeblik hun står i lufthavnen, begynder det hele at gå galt.


    KIDMAN PÅ RUSSISK

    Oplev Nicole Kidman folde sig ud på flydende russisk og få samtidig en pæn filmoplevelse, der kan underholde og overraske på det jævne i halvanden time.
     

    Kæreste for enhver pris

    Den fastgroede bankmand John (Ben Chaplin) har længe ønsket sig en kæreste, og han er nået dertil, hvor han har "bestilt" en russisk pige hjem til England.
     

    Tingene går skævt

    Fra første færd, hvor han henter pigen Nadia (Nicole Kidman) i lufthavnen begynder tingene at gå helt galt for den firkantede og kejtede John, især da han erfarer, at hun ikke taler et ord engelsk - og endnu værre, da Nadias to russiske venner pludselig dukker op og terroriserer bankmandens lejlighed - og liv.
     

    I sit livs krise

    Der bliver pludselig vendt op og ned på Johns tilværelse, og han står midt i sit livs krise - men selvom det kan se sort ud, er det måske lige netop det, han har brug for.

    Fin feel-good-film
    I bund og grund er "Birthday Girl" en rigtig fin lille feel-good-film, men den er mere end det, i det den har en række spidsfindige og egentlig ganske fængende udfald af komedie versus thriller, hvor tilskueren i korte perioder bliver i tvivl om, hvad filmen vil. Komikken er dog til at få øje på og herskende fra første færd, hvor en veloplagt Ben Chaplin på usukret og elskværdig vis præsenterer en upoleret britisk charme, der parret med Kidmans fine portræt af en 'russisk callgirl' bliver filmens primære force.

    Fin tragikomik
    Det er en særpræget film med en speciel komik, og i lange perioder fungerer det tragikomiske rigtig fint. Det bliver dog også hurtigt for meget; for kækt og for ekstremt og usandsynligt, til at filmen kan glide ned til aftenkaffen som det bløde brød. Samspillet mellem Kidman og Chaplin er hjerteligt og skaber troværdigt kaos på følelsessiden; det er dette samspil, der er filmens bedste kort



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2001, Storbritannien, USA, Komedie, Krimi, Thriller, 90 min.

    Dansk titel: Birthday Girl
    Instr: Jez Butterworth Prod: Steve Butterworth, Diana Phillips Manus: Jez Butterworth, Tom Butterworth Foto: Oliver Stapleton Klip: Christopher Tellefsen Mus: Stephen Warbeck