The Desperate Hours (1955)

    Familien Griffin er så uheldige at blive gidsler i eget hjem, da en forbryder med sin lillebror og en makker er undsluppet fængslet.


    KLASSISK THRILLER

    +  PLUS: foto | æstetik | udendørsscener

    -MINUS: stiv og teatralsk | kulissetung

     

    Sammenhængende film:
    The Desperate Hours (1955)
    Desperate Hours (1990)

    I en af sine sidste optrædener folder Humphrey Bogart sig ud som forbryderen Glenn Griffin, der tager en hel familie som gidsler, efter sammen med sin bror og en makker at være undsluppet fængslet. Instruktør William Wyler samlede to af tidens store ikoner i samme film: Bogart og Fredric March, og resultatet af deres samspil er interessant.

    Elegant fotografering
    Filmen har imidlertid langt mere bid i sin visuelle præsentation af historien end i spillet, der synes temmelig stift og teatralsk. Lee Garmes' stilrene og elegante sort/hvide fotografering er betagende detaljerig og fortæller mere om personerne i historien, end den dialog, de fører.

     

    Har ikke sluppet de skrå brædder

    Således er det i Garmes' kameraoptik, vi reelt fornemmer Bogarts og Marchs kvaliteter, idet Joseph Hayes' adoption af eget skuespil aldrig har sluppet de skrå brædder og bliver en opremsende og kulissetung affære.

    Stærke eksteriørscener
    Hvor filmen står stærkest er i eksteriørscenerne, der bl.a. tæller Griffins iskolde makker Sam Kobish (Robert Middleton) på jagt efter en skraldemand, der har set for meget og derfor må skaffes af vejen. Middleton er et blændende eksempel på skønt karakterspil i en "undertippet" birolle, der langt overstråler alle øvrige spilleres konstruerede replikker, kropssprog og diktion, der ærgerligt nok synes taget direkte fra teaterversionen.

    En smule nerve
    Der opstår en smule nerve i historien undervejs, men nogen hårrejsende thriller kan man ikke kalde "The Desperate Hours". Som nævnt er det i filmens visuelle udtryk, at man henter de største oplevelser, og også det man vil huske filmen på.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022