The Desperate Hours (1955)

Sammenhængende film:
The Desperate Hours (1955)
Desperate Hours (1990)

I en af sine sidste optrædener folder Humphrey Bogart sig hér ud som forbryderen Glenn Griffin, der tager en hel familie som gidsler, efter sammen med sin bror og en makker at være undsluppet fængslet.

Interessant samspil

Instruktør William Wyler samlede to af tidens store ikoner i samme film, Bogart og Fredric March, og resultatet af deres samspil er interessant.

Elegant fotografering
Filmen har imidlertid langt mere bid i sin visuelle præsentation af historien end i spillet, der synes stift og teatralsk. Lee Garmes' stilrene og elegante sort/hvide fotografering er betagende detaljemættet og fortæller mere om personerne i historien, end dén dialog, de fører.

Slipper ikke de skrå brædder

Således er det i Garmes' kameraoptik, vi reelt fornemmer Bogart og Marchs kvaliteter, idet Joseph Hayes' adoption af eget skuespil aldrig slipper de skrå brædder og bliver en opremsende, kulissetung affære.

Stærke eksteriørscener
Hvor filmen står stærkest er i eksteriørscenerne, der bl.a. tæller Griffins iskolde makker Sam Kobish (Robert Middleton) på jagt efter en skraldemand, der har set for meget og derfor må skaffes af vejen.

Skønt karakterspil

Middleton er et blændende eksempel på skønt karakterspil i en "undertippet" birolle, der langt overstråler alle øvrige spilleres noget konstruerede replikker, kropssprog og diktion, der ærgerligt nok synes taget direkte fra teaterversionen.

En smule nerve
Der opstår en smule nerve i historien undervejs, men nogen hårrejsende thriller kan man ikke kalde "The Desperate Hours".