Desperate Hours (1990)

Sammenhængende film:
The Desperate Hours (1955)
Desperate Hours (1990)

Denne pandekagefladmaste klichéfilm udgør et blandt flere venstrehåndsværker fra instruktør Michael Cimino og var hans andet samarbejde med superstjernen Mickey Rourke.

Armaniklædt straffefange
Baseret på et roman/skuespil-forlæg af Joseph Hayes samt William Wylers spillefilm af samme navn fra 1955 fortælles historien om den Armani-klædte straffefange Michael Bosworth (Rourke), der efter en vellykket flugtaktion snart udser sig familien Cornell som sine gidsler.

Politiet banker på
Med sig til at holde styr på far, mor og børn har Bosworth sin dumme bror og en endnu dummere hjælper. Nu er der dømt terror i eget hjem, og gode råd er dyre for Anthony Hopkins’ familiefar, i takt med at kravene tager til, og politiet banker på døren.

Intet overraskende
Der er for så vidt intet overraskende ved "Desperate Hours". Men den udtalte mangel på opfindsomhed kommer alligevel bag på den erfarne tilskuer. For hvad er det lige i de mange klichéer, der har givet dette projekt 105 minutters biografopmærksomhed. Umiddelbart udelukkende den stjernespækkede vifte i filmens bærende roller.

Tomme replikker
Bedst hér er Mickey Rourke. Han behøver ikke foretage sig så meget andet end at skyde med skæve smil og rette lidt på slipset i sin terrortyngede rolle. Mere flakkende og fanget af de tomme replikkers hule klang er Anthony Hopkins. Mimi Rogers overspiller, og David Morse udgør et yderst stereotypt dumme-makkerpar med Elias Koteas.

Uopfindsom musik
Helt fra start bruser David Mansfields symfoniske filmmusik ud af alle tænkelige kanaler. Der er toner til hver eneste lille stemning i filmen. Det er både uklædeligt for filmoplevelsen, men også i sig selv udtalt uopfindsomt komponeret musik.

Rykker sig ikke ud af stedet
Et par fotografiske landskabs-lækkerbiskner serverer det betændte plot på et sølvfad fra filmens anslag. Det meste af handlingen udspiller sig i familien Cornells hus, og her føler man sig fanget i mere end én forstand. Først og fremmest, fordi vi ikke rigtig rykker os ud af stedet – i anden retning end dén, vi helt igennem havde forudset allerede efter en halv times spilletid.