The Snowman (2017)

    En svært alkoholiseret politiopdager kæmper sig ind i en seriemordersag, der meget vel kan gå hen og blive særdeles personlig.


    KLICHÉER PÅ RAD OG RÆKKE

    Allerede i det helt outreret overstyrede anslag fornemmer man, at denne Jo Nesbø-filmatisering godt kan køre helt af sporet. I et virvar af "spændende" kameraføringer, hektisk lyddesign og med ekstreme mængder underlægningsmusik slås tonen an - og den holder faktisk helt i mål.

     

    Smukke vinterbilleder

    Hvad der holder "The Snowman" fra at blive fuldstændig uudholdelig er dels de pletvis meget smukke vinterbilleder af Norge (primært Oslo og Bergen), dels en håndfuld reelt spændende scener, der kortvarigt emmer af den Nordic Noir, som filmen som helhed helt sikkert gerne ville have rummet meget mere af.

     

    Langt ude i tovene

    Michael Fassbenders politiopdager Harry Hole har drukket sig så langt ud i tovene, at et comeback til kriminalpolitiet synes helt udelukket (har vi set det før?) Ikke desto mindre lykkes det ham at engagere sig fuldtids i en seriemorders gale værk på tværs af det norske højland. Det ene mord tager det andet, og metoderne er bestialske og med signaturer i flere retninger. Bl.a. har gerningsstedet altid en snemand.

     

    Udspekuleret seriemorder

    Hole får hjælp af dygtige med-efterforskere (filmen er stjernespækket på kryds og tværs af co-finansieringen), men spørgsmålet er, om han kan hamle op med den meget udspekulerede seriemorder, der meget vel snart kan have kig på Holes egen opløste kernefamilie...

     

    Boost af klichéer

    "The Snowman" er desværre ikke nogen særlig god film, hvilket som nævnt røbes allerede inden kernehandlingen går i gang. Det lader til, at instruktør Tomas Alfredson har villet booste alle genrens gængse klichéer ved at oliere dem i alle filmmediets tilgængelige dramaturgiske virkemidler. Filmoplevelsen er i hvert fald ualmindelig glat - og der er stort set intet af det betændte drama, der niver.

     

    Musik-overplastret

    Overplastret fra ende til anden med Marco Beltramis (tilmed ualmindelig kedelige) underlægningsmusik og indhyllet i et tørt og lidt utroværdigt lyddesign (flere tvivlsomme dubbinger gør sig også gældende) er "The Snowman"s stemninger diktreret, og ikke ret meget kommer som en overraskelse. 



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, USA, Kina, Sverige, Krimi, Drama, Mystik, 119 min.

    Dansk titel: Snemanden
    Instr: Tomas Alfredson Prod: Tim Bevan, Eric Fellner, Piodor Gustafsson, Robyn Slovo Manus: Peter Straughan, Hossein Amini, Søren Sveistrup Baseret på: roman af Jo Nesbø Foto: Dion Beebe Klip: Thelma Schoonmaker; Claire Simpson Mus: Marco Beltrami