Kumonosu jô (1957)

    En samuraikriger og hans kone myrder krigsherren, erobrer kongedømmet og møder deres undergang fulde af vanvid.


    SHAKESPEARE RAFFINERET

    Man kan næppe forestille sig en mere kunstnerisk raffineret og nærved overrumplende lyrisk fortolkning af Shakespeare end Akira Kurosawas.
     

    Magtbegær

    Hensat til det feudale Japan genskaber Kurosawa uanstrengt historien om magtbegær, mord, ærgerrighed, undergang og vanvid i en kulisse, der både genfortolker og raffinerer Shakespeares klassiske Macbeth-drama.

    Ikonisk status
    Kurosawa havde gennem flere end 16 film et enestående samarbejde med skuespilleren Toshirô Mifune, hvis helt særlige uhyggeligt-teatralske udstråling har opnået ikonisk status i Kurosawas mest betydelige filmproduktion.
     

    Indædt ærgerrighed

    Mifune spiller hovedrollen som samuraikrigeren Washizu, der i en nærliggende skov hører en heks' profetier om fremtiden. Drevet af en indædt ærgerrighed og støttet af sin hustru Asaji (Isuzu Shumura) går Washizu direkte i kødet på sin krigsherre, myrder ham, overtager magten, men må samtidig gennem vanvid og vrangforestillinger, da den sikre retfærdighedens hævn truer med at sende ham i døden.

    Søgen efter retfærdighed
    Kurosawas dialoger er sig selv små teatralske skuespil, der i den gamle japanske kulturs ånd står som historiske vidnesbyrd, og i den intime iscenesættelse bliver den direkte søgen efter retfærdighed og forklaring manifesteret gennem de højrøstede udbrud. I filmens begyndelse proklamerer et lille kor til billederne af tæt tåge Shakespearsk undergang, inden en stor borg dukker op af tågerne og handlingen kan gå i gang.
     

    Tågen som visuelt tema

    Tågen bliver filmens store gennemgående visuelle tema. Den bliver symbolet på splittelsen, angsten, forfølgelsesvanviddet, døden og er en stærkt lyrisk dramatiserende effekt, der fungerer fuldt ud efter alle kunstens regler.

    Sanseligt
    Begrebet at blive fanget i tågen får nye dimensioner i Kurosawas gennemførte instruktion. Det er ikke mange instruktører, der tør trække sine lyriske virkemidler så meget i ekstremerne, som Kurosawa. Resultatet er forførende, sanseligt og synæstetisk.
     

    Detaljernes kunst

    Interiørscenerne er præget af en detaljernes kunst, hvor sære lysindfald og skyggevirkninger former en uhygge og intensitet - en kunst som Kurosawa også mestrer på de natlige ridt gennem Spindelvævsskoven.

    Magisk skabelse
    Lyn og torden bliver nærved fysiske medspillere i en magisk skabelse af skovens forheksede dramatik, og glimt af tåget vanvid sanses på de åbne heder gennem hestenes rædselsslagne lyde, hver gang rytterne desperat skifter retning ud i intethedens ganzfelt.
     

    Højpotent dramatisk

    Højpotent dramatisk og filmhistorisk signifikant i kraft af Asakazu Nakais fotografiske vinklinger er undergangens time for Washizu, da en regn af pile omkranser og gennemborer ham, mens den forheksede skov bogstavelig talt nærmer sig den solide borg. Masaru Satôs musik underbygger sjældent men virkningsfuldt de højspændte begivenheder i en form og klang, der er både uprætentiøs og original.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1957, Japan, Historie, Drama, 109 min.

    Dansk titel: Blodets trone
    Instr: Akira Kurosawa Prod: Akira Kurosawa, Sojiro Motoki Manus: Shinobu Hashimoto, Ryuzo Kikushima, Akira Kurosawa, Hideo Oguni Baseret på: skuespillet Macbeth af William Shakespeare Foto: Asakazu Nakai Klip: Akira Kurosawa Mus: Masaru Satô