Farväl Falkenberg (2006)

    I den lille svenske kystby Falkenberg forsøger en gruppe unge venner at gøre op med livet, fortiden og fremtiden i og udenfor deres fødeby.


    UNG SMERTE

    I denne skæve og sært unikke svenske film kan den tålmodige tilskuer med smag for den stærke og smertende autenticitet i det enkle og detaljerede opleve en både barsk og betagende historie. "Farväl Falkenberg" er resultatet af en gruppe real-life falkenbergenseres oplevelser, filmatiseret omkring de oprindelige personer, der også i filmen bærer deres rigtige navn.

    Trygge omgivelser?
    En gruppe unge mænd på lige knap de 30 fiser rundt i Falkenberg og har det egentlig bare sjovt - så vidt som det nu er muligt i en relativ begivenhedstom provinsby. Men under den legende facade i de trygge omgivelser, bærer hver især på store overvejelser, nogles af mere eksistentiel karakter end andres, særligt koncentreret om byen og om fremtidsudsigterne i eller udenfor den.

    Falkenberg-skæbner
    Fortællestilen er hvad man kalde autentisk, grænsende til det dokumentariske, hvor de unge mænd præsenteres i sektioner eller kapitler, og hvor instruktøren går tæt på netop denne skæbnes forhold til Falkenberg. Ikke at filmen lægger op til nogen dokumentarisk narraitivitet. Filmen er tvært imod dybt menneskeligt dramatisk - og fremstår så stærkt netop som en følge af den detaljerede, grundige og i utålmodige øjne langtrukne indføring i hverdagsskæbner.

    Smertelige udsving
    Under overfladen på ethvert menneske gemmer der sig begejstring og/eller smerte, men det er sjældent at spillefilmens narrationsformer tager sig tiden til at nærme sig hverdagens psykologiske detaljeringsgrad - fra det betydningsløse og kedelige til de smertelige udsving. "Farväl Falkenberg" er en lille svensk undtagelse, der gennem simple men vigtige valg og fravalg i sin fortællestil skaber illusionen om en normativ Falkenberg-hverdag for en gruppe unge og håbefulde mænd.

    Følsomt blik
    De unge mænd, der står bag og medvirker i filmen, har et imponerende følsomt blik for smerten i det banale og skaber i en sær blanding af drengerøvsstil og lyrisk tænksomhed en film, der er en bevægende oplevelse.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2006, Sverige, Drama, 86 min.

    Dansk titel: Farvel Falkenberg
    Instr: Jesper Ganslandt Prod: Anna Anthony Manus: Jesper Ganslandt, Fredrik Wenzel Foto: Fredrik Wenzel Klip: Jesper Ganslandt, Michal Leszczylowski Mus: Erik Enocksson
    Priser
    • GULDB-N - Bedste film
    • GULDB-N - Bedste instruktør
    • GULDB-N - Bedste skuespiller (Johnson)
    • GULDB-N - Bedste manuskript