The Haunting in Connecticut (2009)

Der er ind imellem langt mellem snapsene i amerikansk gyserfilmproduktion. Derfor overrasker denne gyseligt hårrejsende affære udi onde ånder ekstraordinært, for det er i sandhed en film, der får dig til at kigge under sengen, når du skal i seng.

Simpel historie?
Det er i grunden en ganske simpel historie, der ligger til grund for de stærke gys og den afledte angstprovokerende effekt. En kernefamilie flytter intetanende ind i et gammelt hus. Huset er hjemsøgt, ånderne går amok, og familien kæmper for at komme helskindet ud af helvedet.

Raffineret plot
Hvor "The Haunting in Connecticut" desuden adskiller sig meget positivt, er på flere niveauer i måden at raffinere plottet på: En af filmens hovedpersoner, teenageren Matt (Kyle Gallner), er ramt af en alvorlig kræftsygdom, og belastningen fra husets hviskende helvede slår hermed ekstra hårdt.
 

Helvedeshus

Helvedeshusets fortid, som vi gradvist præsenteres for, er i dén grad en effektivt ækel genskabelse af bestialsk ligskænding og bliver ikke mindre uhyggelig af, at filmen i store træk er baseret på virkelige hændelser.

Udsøgt æstetisering
Mørke ruder, en låst dør, hviskende lyde og skumle skygger. Alt sammen velkendte gysereffekter, der raffineres gennem en udsøgt æstetisering af detaljen, hvor klam, den end måtte være.

Detaljeret rædsel

Filmen er en god blanding af den detaljerede rædsel og antydningens kunst. Chokeffekterne falder på forudsigelige tidspunkter, men er skabt i en markant hårrejsende atmosfære, hvor billede og lyd – trods overdrivelser  får verden udenfor til at blegne for en stund.

Billeder af fortidens gru
Billederne af fortidens gru i huset er filmens mest effektive visuelle fortælling. En vanvittig far, bedemand og systematisk ligskænder, der har hele familien under stram kontrol, ses fx kun iført små solbriller med meget kraftig spejleffekt.
 

Halvskidt skuespil

Den nutidige historie spoleres til dels af halvskidt skuespil, særligt fra Virginia Madsen, der slet ikke klarer de store følelsesladede scener. Men over en bred kam er denne gyser absolut seværdig og bør nævnes blandt de bedste amerikanske inden for genren i nyere tid.