Exotica (1994)

Er dette vellykket mystik à la David Lynch eller fidusfilmkunst af værste skuffe? Det er det store spørgsmål, der melder sig godt tre kvarter inde i Atom Egoyans "Exotica", og noget entydigt svar kommer vi ikke frem til. Snarere havner vi et sted midt mellem de to poler.

"Exotica" var i hovedkonkurrence i Cannes i en tid, hvor Atom Egoyan og hans film regnedes for hot stuff, og manus og indpakning skiller sig da også væsentligt ud fra mainstreamfortællestilen: Handlingen kredser om den erotiske natklub, der deler navn med filmens titel, og hvor den midaldrende Francis (Bruce Greenwood) er stamgæst. Hans datter blev myrdet fem år forinden, og nu nyder han ofte en privat fræk dansesession med den unge Christina (Mia Kirshner). Men da han en dag kommer for skade at røre ved den unge kvinde, bliver han smidt ud og sender i stedet den kejtede dyrehandler Thomas (Don McKellar) på mission i jagten på mulige forklaringer på den omfattende mystik i og omkring "Exotica".

Det mest vellykkede og umiddelbart fascinerende ved Egoyans mystiske univers er natklubbens mærkværdige atmosfære, hvor ejeren Eric (Elias Koteas) troner højt til vejrs med god udsigt – og ofte skruer ned for de dunkende diskorytmer for at kommentere begivenhederne på dansegulvet gennem sin mikrofon. Her lykkes det Egoyan, specielt i den første time, at opbygge en mystikkens forventningsfuldhed, netop à la David Lynch, og vi spidser både øjne og ører i en åben tilgang til det aparte filmsetup.
 

Men den næsten taktile sprødhed smuldrer stort set ligeså hurtigt, som den er sat i ovnen, og "Exotica" udvikler sig i retninger, der er langt mere søgte end udsøgte. Den havde vi desværre nok set komme, alligevel er det ikke uden ærgrelse, at filmens nævneværdige formdyk konstateres. Det handler blandt andet om at kende sin besøgelsestid, og dét har Egoyan desværre ikke helt styr på. Lagt i hænderne på en dygtigere filmmystiker kunne "Exotica" have udviklet sig i langt mere forbløffende retninger. Nu er resultatet i stedet let hovedrystende, mens filmen kører ud ad unødvendigt ekstreme spor. Fortællestilen bliver også tiltagende overdrevet i et filmunivers ret meget ude af kontrol, som en overivrig hundehvalp, men langt fra ligeså nuttet.

Bruce Greenwood har fine øjeblikke i hovedrollen som den deprimerede Francis, ligesom Elias Koteas ikke er helt ueffen som natklubspeakeren med det evigt fordømmende falkeblik.