Kärlekens krigare (2009)

Den danske instruktør Simon Staho er igennem en årrække gået forrest i skabelsen af nytænkende og ny-tankevækkende film, oftest med svenske skuespillere og indspillet i svenske omgivelser, og "Kärlekens krigare" kunne med rette forventes at være endnu en delikat filmaffære.

En ægte auteur
Det er den også, i den forstand at filmen rent formmæssigt er både et stilstudie og en ægte auteurs bedrift. Staho beviser her - og det er unægtelig som om, han vil bevise det - at han er en "lille Bergman" med alt hvad det indebærer af tung dialog, ålestram billedkomposition og elementer af lyrisk lyd- og lyssætning.
 

Film uden bevægelse

Det er en film uden bevægelse. Kameraet bevæger sig aldrig. Filmen består af en lang række "eksklusive" tableauer, kontant og ekstremt omhyggeligt komponerede frames, hvori handlingen eller handlingen uden for handlingen kan udspille sig.

Lydlige associationer
Sidstnævnte, "handlingen uden for handlingen", er Stahos lettere bizarre brug af associative lyde: nu kommer der et tog, men vi ser det ikke. Nu går hovedpersonerne på grus, men vi ser det ikke.
 

Tiden trækkes

Det er begavet at lade lyden spille så central en rolle i det narrative setup, men lyd alene som den er brugt til overflod her af Staho, får den irriterende effekt, at tiden synes endnu mere trukket, end det havde været nødvendigt for at skabe den pågældende stemning.
 

Omdigtning af Shakespeare

Udgangspunktet for historien er en omdigtning af Shakespeares Romeo og Julie, udsat for lesbisk kærlighed og moderne locations og mobiltelefoner. De to kvinder befinder sig i Stahos stort opsatte frames - sammen eller hver for sig - i et utal af følelsesmæssigt belastede situationer, hvor tårer fx kan strømme gennem mascara. Andre personer er forment adgang i filmen: det centrale plot om en mulig genforening med en far begrænses til billeder af en åben dør i en betonlejlighed.

Reallyde et stærkt kort
Egentlig er "reallydene" et af filmens stærkeste kort. Sat i citationstegn fordi de ofte ikke er så reelle men flot designede til at lyde ægte: fra den storslåede natur, vinden i træerne og markernes visne strå, til den irriterende knitrende cellofan omkring en buket blomster.
 

Bergman'sk stræben

Det er nemlig let at blive mæt af Stahos bergmanske stræben, da instruktøren hér ikke formår at holde igen og faktisk bliver for kunstnerisk, for outreret, og filmen som resultat heraf fremstår alenlang og nervepirrende konstrueret.
 

For langt ud på overdrevet

Det kan være en kvalitet, at en film er konstrueret, hvis blot en visuel idé eller en kunstnerisk vinkling er en retfærdiggørende faktor. Men konstruktionen af "Kärlekens krigare" bevæger sig alligevel lidt for langt ud på overdrevet, og det "gesamtkunstneriske" er mere forskruet end appellerende. Det er ærgerligt, særligt med kendskabet til Stahos tidligere meget tankevækkende og stærke film.