Luftslottet som sprängdes (2009)

Sammenhængende film:
Män som hatar kvinnor (2009)
Flickan som lekte med elden (2009)
Luftslottet som sprängdes (2009)
The Girl with the Dragon Tattoo (2011)

Tredje og sidste film om Lisbeth Salanders kamp for at opnå retfærdighed er også trilogiens svageste: én lang og usmidig lukning af døre og hæftning af ender, så vi til sidst kan få "fred i sjælen".

Fyret under alle kedler
Spændningsniveaet fejler ikke noget. Fra start til slut er der fyret op under alle blus, så tilskueren ikke kommer til at kede sig.

Smagløs musak
Det manifesterer sig særligt gennem den utrætteligt smagløse filmmusak af Jacob Groth. Langt broderparten af scener er underlagt Groths hårdtpumpende eller småbimlende toner (som han selv fremhæver som noget af sin bedste filmmusik). Men selvfølgelig er det handlingen bag musikken, der virkelig betyder noget: hvis den vel at mærke er tilgængelig for bare musik. Det er tæt på, at lydmuren er for tyk.

Brikkerne falder på plads
Handlingen er koncentreret om at få brikkerne til at falde på plads: Lisbeth Salander skal frikendes, og alle de dumme svin, som vi har stiftet bekendtskab med i de to foregående film, skal ned med nakken. Mere er der ikke at tilføje til det, andet end at alt falder på plads, så det nærmest bliver religiøst, og vi står tilbage uden den mindste form for forløsning.

Fesen afslutning
For det er nemlig en virkelig festen afslutning på et ellers stærkt fællesnordisk filmkrimiprojekt, og det mærkes hér tydeligt, at produktionen til sidst i forløbet primært blev skudt til tv. Som spillefilm fungerer denne film i hvert fald ikke godt.