Lykke [2] (2012)

Sammenhængende i denne serie:
Lykke [1] (2011)
Lykke [2] (2012)

Afsnit 11 (Sommerfuglen) [1/7]
Så kom "lykke uden fromme" i gang med 2. sæson, og der blæses endnu engang fuld storm med det næsten voldelige niveau af fladpandet komik. Episode 11 dyrker det hæsblæsende, flyvske og ukoncentrerede som en slags laboratorie-koncentrat: Personerne og handlingen er en form for bistade med millioner af insekter uden brod.
 

Karrierekvinden Lykke (Mille Lehfeldt) har travlt med at forberede en præsentation af et nyt stresspræparat. Hendes chef har store forventninger og regner med at blive forfremmet til kommunikationsdirektør. Men noget går galt: Endnu engang stikker Anders "Pain in the-" Assing (David Dencik) sin spydige kæp i medicinalfirmaets hjul, og Lykke går i baglås. Imens er hendes ellers så tilbageholdende tvillingebror Thomas (Laus Høybye) kommet godt i vej og har produceret en lille krøltop.

Det er også i denne episode, at vi for første gang oplever tvillingeparrets forældre, personificeret af Paprika Steen og Jens Jørn Spottag: Et par hysteriske plastikkirurger, der vender hjem for at diktere og være krukkede.
 

Følelsen af at overvære alle tiders overdrevne komik bliver nu nærmest fysisk ubehagelig. Der opstår et indebrændt behov for at skrige over hele "herligheden", men det holdes tilbage af hensyn til almindelig hjemlig etikette. Skuespillet er i bedste fald tåleligt. 

Afsnit 12 (Rotten) [2/7]
Lykke har knas i arbejds- og privatlivet, men mest sidstnævnte: Hun har en særdeles hemmelig passion for naboen Anders Assing. Værre er det dog, at alle tror, hun er kæreste med den perifere kollega Boris (Anders Juul). Lykkes tvillingebror Thomas har sat sig selv på overarbejde i forsøget på at servicere forældrene, der er vendt hjem til Danmark med primadonnanykker. Det sætter forholdet til kæreste og krøltop på prøve.

Episode 12 har sine sporadiske øjeblikke af acceptabel humor, selvom langt det meste af komikken er svøbt i lallende overspil og enerverende musak. Fx er hævntørstige Claus Hornbeks (Rasmus Botoft) flirt med en fængsling pladret ind i en forvanskning af Olsen-bandens musikalske tema. Paprika Steen og Jens Jørn Spottag har ganske givet moret sig pragtfuldt i arbejdet med at portrættere de tåbeligt infantile forældre til Lykke og Thomas: Desværre er der ingen gnist i formidlingen, hvilket jo også kan siges at være et generelt problem for serien.


Afsnit 13 (Anden) [0/7]
Nye bundrekorder slås her i episode 13, hvor begivenheder og skuespillere står på nakken af hinanden for at vinde førstepræmien i ynkelighed. Det er alligevel dejligt længe siden, at dansk film og tv har præsteret noget så jukset – og det er jo i perspektivets tjeneste glædeligt, når "Lykke" løber over skærmen.
 

Lykke har nu været "kærester" med den infantilt tomhjernede kollega Boris i et stykke tid. Et par trutmundskys kunne det blive til! Lykke hænger dog kun ud med Boris, fordi det kan sende hendes fremtidige kæreste Anders Assing ud på jalousiens overdrev. Lykkes tvillingebror Thomas er stadig i lommen på forældrene, der nu har slået sig ned i Danmark og vil starte en klinik for plastikkirurgi her. Til stor irritation for Thomas' kæreste Maja (Mathilde Norholt).
 

Det er tydeligt, at der i denne episode er skruet ekstraordinært op for alle pumper, men lige lidt hjælper det: "Lykke" #13 går til bunds helt uden hverken plump eller plask – det mest optimistiske, der kan siges, er, at serien nok hurtigt skal gå i glemmebogen.

Afsnit 14 (Hvepsen) [2/7]
En klar niveaustigning i forhold til sidste episodes bundskrab: "Eventyr" #14 med Lykke og co. har faktisk sine øjeblikke af overraskende substans, hvor det hele ikke går fuldstændig op i idiotisk plathed.

Lykke kæmper indædt for at få godkendt medicinalfirmaets stresspille, men før det kan blive en realitet, må hun indhente en "indrømmelse" fra psykiateren Anders Assing, der hele tiden har sat en kæp i hjulet på projektet. Imens har Lykkes tvillingebror Thomas stadig meget svært ved at sige nej til sine dominerende forældre, der nu endegyldigt har slået sig ned med egen plastikkirurgisk klinik i landet.

Vi skal hen i anden halvdel af episoden, før der føles trang til at vriste sig ud af den formummede attitude over for serien. HOV! Der kom lige pludselig en anelse kød på historien og et par af de lalleglade personer, der triller rundt og skaber sig!
 

Særligt Lykke og Anders Assings første kys må siges at høre til blandt seriens hidtil mere medrivende scener. Og det sætter endelig lidt fut under forventningerne til de næste fire afsluttende episoder.


Afsnit 15 (Bisonoksen) [2/7]
Endnu en lige netop tålelig episode af "Lykke" kører i samme smalle ring om det pinligt tynde plot: Hvornår skal vores hovedperson få hul på bylden og gang i sit sexliv? Det lurer utvivlsomt lige om hjørnet nu! Lykke er stadig lige dele mavesur og staldkåd på nabopsykiateren Anders Assing. Det er endnu ikke lykkedes hende og medicinalfirmaet at få godkendt stresspillen. Måske kræver det, at Lykke går i seng med Assing?
 

Episoden har den velkendte hysteriske fremdrift, hvor skuespillerne indimellem tvinges ud i psykedelisk overspil. Denne gang er det stakkels Rasmus Botoft, der skal agere maniodepressiv i de yderste facetter. Ellers er der ikke meget andet at sige, end at episoden lever fuldt ud op til sin rolle som fladpandet komisk søndagsunderholdning, hvilket nogle ganske givet vil mene er en uforpligtende kvalitet i sig selv.

Afsnit 16 (Hamsteren) [2/7]
Vi nærmer os (gudskelov) vejs ende i denne danske såkaldte "depressionskomedie", og måske netop derfor blæser der mildere vinde over handlingen: Vi skal jo snart have lukket enderne! Det helt store spørgsmål – også i episode #16 – er: Hvornår får Lykke noget på den dumme? Det siger en hel del om seriens niveau, at dette skal være det eneste klimaks, der bygges op til.

Rundt omkring den endnu ulykkelige Lykke render det sædvanlige galleri af bipersoner rundt og ter sig tåbeligt, særligt forældrene får en solid klump af plat nonsens i denne episode, idet de pludselig associeres med selveste Blekingegadebanden.

Episoden er en anelse mindre krukket og overspillet end flertallet af de tidligere, og der krummes kun for alvor tæer, da Flemming Rønn Petersen (Lars Brygmann) i en af Lykkes farvestrålende drømme bryder ud i sang omgivet af kækt koreograferet dans.

Afsnit 17 (Duen) [4/7]
Et helt lille livsstykke er denne 17. episode af "Lykke"-serien: For en gangs skyld kaster begivenhederne lidt af sig, og skuespillet er ikke storslemt, som vi ellers er blevet vant til det gennem de foregående episoder.

Lykke får endelig sit gennembrud. Vi kunne have været sparet for al mulig ligegyldighed og overfladisk plathed, hvis serien havde været skåret ned til en miniserie på max 2 episoder[!] – og hermed være præsenteret for Lykkes (seksuelle) gennembrud allerede efter 30 minutter i stedet for efter 950...
 

Det første kys og den første orgasme(!) – Lykke kan herfra kun blive en ganske anden kvinde! Det er dog ikke Lykkes fromme, der er episodens egentlige styrke. Utvivlsomt er det dejligt endelig at få serien bragt derhen, hvor den burde have været fra start, men det er i Dejan Cukics portræt af den sprængfarlige bestyrelsesformand Alf Thyregod, vi finder episodens mest fascinerende indslag.

Der er meget mere variation i denne episode, både hvad angår locations og personudvikling. Dette skaber meget af den atmosfære, der har manglet totalt i al den tid, "Lykke" har udspillet sig de samme 3-4 småkedelige steder. Således er denne episode den hidtil bedste i serien, og det er en hel befrielse endelig at kunne lade smilet brede sig uden ret mange forbehold.

Afsnit 18 (Manden) [3/7]
Så er suppen også henkogt med et trådet og tørt ben: Tv-serien "Lykke" er endelig i mål med et som ventet samlende og let perspektiverende afsnit.
 

Lykke er godt tilfreds med, at medicinalfirmaets stresspille er blevet godkendt, og da hun endelig har åbnet for sine stærke følelser for naboen Anders Assing, kan det næsten kun ende i lykke og fromme. Episoden lukker også ender hos det øvrige persongalleri. Den ene lykkelige omstændighed tager den anden – i det pjattedes tjeneste.
 

Denne afsluttende episode er noget ubehjælpsom i sin iver efter at brænde de mange små piblende blodkar, der tilsammen har formet en af nyere tids mest overfladiske og forkrampede danske tv-serier. I det hele taget har de senere episoder været stressede. Det virker som om, "Lykke" pludselig har skullet lukke og slukke efter den nærmest endeløse strøm af tomgang.