Lykke [1] (2011)

Sammenhængende i denne serie:
Lykke [1] (2011)
Lykke [2] (2012)

Afsnit 1 (Fisken) [3/7]
Danmarks Radios nye dramaserie er en åben satirisk krig mod folkesygdomme som depression og tvangstanker, og det skal blive interessant at se, hvordan disse følsomme temaer håndteres. "Lykke" er historien om Lykke Leth (Mille Lehfeldt), en blond og rank pige, der ved, hvad hun vil have og går målrettet efter et job i medicinalindustrien. Hun får jobbet, fordi en af cheferne får lejlighed til at glo ned i hendes bh.

Lykkes tvillingebror Thomas (Laus Høybye) er den stille type, der vralter rundt med skuldrene oppe om ørerne og ser forsagt og skidtmas ud. Det eneste, han tænker på, er, hvornår han kan komme til at vaske hænder. Det er omkring dette tvillingepars forskelligheder, handlingen udspiller sig, men her i indledningsfasen er tegningerne af rollefigurerne endnu for udflydende til, at der siges noget om den enkeltes retning.
 

Sikkert er det dog, at Mille Lehfeldt i den bærende hovedrolle er virkelig på overspillets overdrev. Det hæmmer troværdigheden fra start, og det kan blive særdeles anstrengende. Laus Høybye, den nu voksne Krumme, har ikke mange muligheder for at afpisse territorier, så længe hans rolle er én stor osteklokke af forsagthed.

Til gengæld er det forfriskende at se de politisk ukorrekte mandefigurer i skikkelse af en skævt overspillet Flemming Rønn Petersen (Lars Brygmann) og den ungpigeliderlige Claus Hornbek (Rasmus Botoft). Bedst er Bent Mejding i rollen som alzheimersramt psykiater.

Stilen er kæk. Farver og striber og frisk underlægnings- og popmusik. Der er næsten en hensættelse til et Nynne-univers, hvor de feminine dyder forherliges. Mon serien udvikler sig til den rene chickflick? Indtil videre gode grin i de nogenlunde afmålte replikskifter og de følte birollepræstationer.


Afsnit 2 (Hunden) [2/7]

Andet afsnit af "Lykke" fortsætter ad automatpilotens forudbestemte tangenter og overlader i bedste fald seks sekunder til fantasien. Sex, løgn, druk, hor og skyklapper. Det er de overordnede temaer, med endnu "aseksuelle" Lykke som spidskandidat til seriens mest irriterende person. Jaja, det er da meget festligt alt sammen, men komikken sværter sig selv ind i slibrigt intetsigende lagkagedialog og fuldt ud ekstremistisk lummerhed.

Afsnit 3 (Musen) [2/7]
Tredje "Lykke"-episode er et meget bette skridt i den rigtige retning for en serie baseret udelukkende på pjattet pjank. Mille Lehfeldt har spillet sig en anelse varm i titelrollen, plottet rummer en kende intrigant suspense, så der i de vildeste scener må trækkes lidt på smilebåndet. Lykke Leth fortsætter sin direkte facon i sit nye job og foreslår den sammenbidte direktør et tv-interview i eget hjem. Lykke må privat lægge mere og mere øre til, at hun ikke får noget kølle. Hun drømmer sågar, at hun bliver mobbet med sine manglende orgasmer: Så mon ikke snart serien sporer sig ind på lidt skibsbriksgymnastik?

Episodens pænt tåbelige spidsfindighed er en mus i direktørens villa. At dette indfald ikke falder fuldstændig til jorden skyldes udelukkende Bodil Jørgensens følte præstation som direktørfruen Jette Dam. Fnis, fnis – hvor har manuskriptduoen moret sig ved at skrive de ekstremistiske replikker og tilføre de karikerede personer den ene falde på halen-detalje efter den anden.

Der er virkelig langt imellem de fine præstationer i dette sammenkog af "æggende" lagkagekomik. Undtagelserne er Søren Pilmark og Bodil Jørgensen. Rasmus Botoft har allerede udspillet sin liderlige rolle og er uinteressant, indtil serien måske drejer ham lidt i en anden retning.

Afsnit 4 (Aben) [0/7]
Serien overgår sig selv og alle bange anelser i denne fjerde episode, der fortsætter dyrelivstitlerne, denne gang med "aben". Episode #4 er et skoleeksempel på det fantasiløse og sønderrivende platte. Hårdt og uskønt kæmper den knappe time sig mod enden, så det regulært overgår fantasien udi, hvor ussel tv-dramatik kan være.

Lykke Leth sættes på en tålmodighedsprøve, da hun alene får til opgave at redde sit medicinalfirma. Bestyrelsesformanden er blevet psykisk ustabil efter et fald fra en stige, og en amerikansk pengemand er netop kommet til landet. Denne amerikaner er meget højtråbende, og de mange løgne, som Lykke fyrer af i forsøget på at holde ham fra den ukampdygtige bestyrelsesformand, preller fuldstændig af.

Imens fortsætter den kønslige kamp mellem Lykke og psykiateren Anders Assing (David Dencik). Denne gang bliver vi vidner til et "verbalt samleje" om en lejlighed: Lykke er oppe imod en velforberedt trussetyv, der uden tvivl længere fremme i serien formår at bane sig vej til Lykkes hermetisk tillukkede nedreregion...

Episoden er "mindeværdig" i kraft af sin fuldkommenhed udi det hysteriske. Historien driver af tomgang og tåbelige ordvekslinger – samt indimellem pinligt uetiske vittigheder på psykisk syges bekostning.

Afsnit 5 (Fluen) [2/7]
Ovenpå fjerde episodes bundskraber føles denne femte episode nærmest tilforladelig. Men sandheden er, at vi blot er tilbage på niveau med de tre første episoder, altså tyndslidt og tåbelig humor med mildt sagt halvhjertede skuespillerpræstationer. Lykke Leth taler stadig med sit eget spejlbillede og får lige i fjæset, at hun ikke engang kan finde ud af at have et sexliv med sig selv.
 

Det er efterhånden seriens helt store cliffhanger, hvornår "det stive strygebræt" af en striks og blegfesen karrierekvinde vil få en jordskælvsagtig orgasme i en fremtidig episode! Er dette interessant? Ikke ret meget. Serien fortsætter i det fastlåst forkrampede univers af lattervækkende personer, der – orgasmer eller ej – må siges at være dybt overkomiske.

Det er muligt, der kan komme en anledning til at trække på smilebåndet ad Thomas Levins gæsteoptræden som ekstraordinært selvoptaget forsker, selvom også denne rolle er så ekstremt skrevet, at morskaben drukner i sin egen overgearede iver.


Afsnit 6 (Geden) [2/7]
"Lykke" har efterhånden nået et "trygt" og stabilt niveau lige nøjagtigt over gulvbrædderne, og det betyder "rørende" tåbelig underholdning hver søndag. I denne sjette episode er scenerne med Lykke Leth decimeret, og det gør begivenhederne en kende alternative. Der er dog stadig alt for meget plads til Lars Brygmanns befippede kontornusser – desværre helt i overspillets tjeneste.

I den anden ende af spektret morer Søren Pilmark og Bodil Jørgensens musikalske og senpubertære opblomstring. En sidehistorie med en tyrkisk rengøringskone og hendes forestående arrangerede ægteskab med en skindød landsmand bliver omvendt både pinligt racistisk og stupid lagkagekomik.
 

Serien spænder stadig ben for en egentlig udvikling i persongalleriet, idet den fladpandende "humor" kombineret med en udpræget forudsigelighed hæmmer – hvis ikke udelukker – et nødvendigt overraskelsesmoment. Ganske vist bevæger Lykke Leth sig henimod sit underlivs første svingtur – lad os få brudt barrieren og finde ud af, om den stive maske kan erstattes af sexlivets søde mundvigselevator? Søren Pilmarks opblomstring er også en fin idé: Måske seriens hidtil bedste – hvis ikke også denne bliver druknet i fremtidig hulahop-komik.

Afsnit 7 (Edderkoppen) [3/7]
Den første reelle "opblomstring" for depressionskomedien "Lykke" er i dette syvende afsnits totalt opskruede vildskab. I den næsten vanvittigt gakkede komik gemmer der sig nemlig en smule kvalitet. Mest fordi formen i korte perioder afløser den allestedsnærværende fladpandehumor.

Lykke Leth får en chance for at markere sig foran medicinalvirksomhedens bestyrelse. Hun forbereder en visionær fremtidsplan, men oplægget går hende på nerverne. I sit forsvar for en stresssænkende tablet havner hun selv i stress. I scenen, hvor Lykke holder et speedet oplæg for bestyrelsen findes morskaben i dét faktum, at Mille Lehfeldt på en måde parodierer sin egen mangel på fingerspitzgefühl i rollen. Ellers er det sidehistorien med Ulla Jensen, der har knas i privatlivet, som er episodens store plus. Ditte Gråbøl har nogle funklende øjeblikke.
 

Det er påfaldende, at mange af bipersonerne bliver mere og mere uinteressante, efterhånden som serien skrider frem. Lars Brygmanns hysteriske latter tager til, velsagtens som et forvarsel på en stressnedtur, så Lykke kan tage over. Laus Høybyes rolle er dybt ligegyldig og fungerer udelukkende som en ventil for spirende seksualitet i seriens grundlæggende "aseksuelle" forankring.

David Dencik kører i forplumrende tomgang og loop med sine akavet sarkastiske tilnærmelser. Men han får sikkert en opblomstring, når han får lejlighed til at krænge Lykkes omvendte trompetbuks af? De finurlige sekvenser med Ditte Gråbøl og Bjarne Henriksen som storsmåborgerligt ægtepar i krise – og med to hunde som "børn" – er episodens store glædelige overraskelse. Latterliggørelsen af psykofarmaka, hvor kæk den end måtte fremstå, er virkelig belastende.

Afsnit 8 (Ræven) [2/7]
Der er lagt i kakkelovnen med små fnis, og det må siges at være i afdelingen for mere dum trummerum. Lykke Leth oplever en efterhånden tilbagevendende våd drøm, hvor hendes plageånd og nabo tager hende med kys og klap. Heldigvis er det kun en drøm, for Lykke er nemlig ikke interesseret i hverken klap bagi – eller foran. Så meget desto mere ironisk er det, at hun støder ind i plageåndens gamle far, da hendes firma afholder en skovtur for hans plejehjem. Lykkes tvillingebror Thomas er til gengæld ved at få hul på bylden og viser vejen for seksuel spiring i sit møde med en henrivende grønlandsk kvinde.

Der er i virkeligheden ikke meget ved "Lykke"-serien, der er hverken til at grine eller græde ad, og det bliver symptomatisk i den manglende opfindsomhed og udvikling, nu på ottende episode. I denne episode sparker Henning Jensen ikke meget gnist ind i foretagendet med sin uinspireret sure gamling.

Afsnit 9 (Katten) [3/7]
Niende episode har en smule spidsfindig charme, der hæver den en anelse over seriens grundniveau. Faktisk skyldes episodens slugbarhed primært Mathilde Norholdts elskelige portræt af den jaloux Maja, der er tæt på at bukke under for katteallergi. Med lige dele sexet charme og naive lillepigehåb bliver Norholdt episodens friske pust, der overskygger de øvrige flade begivenheder.

Lykke roder stadig rundt i sin indædte kamp mod psykiateren Anders Assing, der i stigende grad maser sig ind i både hendes arbejds- og privatliv. Der er også en lillebitte smule glimt i øjet i portrættet af den forslåede utro Claus' møde med sexkæresten Adas (Julie Christiansen) ukrainske familie. Og så kan vi måske alle sammen lære noget af Johannes Dams (Søren Pilmark) mentale forvandling! Et solbeskinnet eksempel på personlig udvikling, fint og elegant præsenteret af Pilmark.

Afsnit 10 (Hesten) [3/7]
Episodens lille times varighed er næsten for kort, idet de mange aparte personer og deres mindst ligeså aparte interpersonelle dramaer skal have med grovfilen for ikke at gå fuldstændig i det uinteressantes grav.
 

Episoden er et sammenkog af hver enkelt af types op- og nedture, komprimeret og afrundende på de foregående episoders langhalmstærskning. Bedst ud af dette rod kommer Claus' og Adas "misforståelse", der har sendt Claus i fængsel, ligesom Søren Pilmarks forvandling til ren positiv energi er et sjovt pift.

Der kan kun håbes på, at "Lykke" i anden sæson vil skifte ham og ændre karakter til sin egen modsætning: Den smilende kvinde med det følelsesmæssige overblik, som hun undertiden har ført spydige samtaler med i sit spejl. Muligvis kan det gøre "Lykke"-figuren en anelse mere interessant, forudsat selvfølgelig at Mille Lehfeldt kan hæve sit spil mod nye højder.