Sing Sing (2023)

En publikums-, festivals- og prismodtagerdarling af det helt store. "Sing Sing" skildrer en fængselshumanisme og - samklang, der er svær at forestille sig helt så gnidningsfri og unisontsyngende, som det er tilfældet i Greg Kwedars meget lineære og temmelig tykt forklarende film. Det er selvsagt livsbekræftende for Sing Sing-fængslets ind- og ansatte, når hardcoretyper med begrænset kulturel kapital og ekstreme mængder (ansigts)tatoveringer med glæde kaster sig over små og store roller i markante teaterstykker af forskellig observans. Og dette teaterliv og dens medfølgende entusiasme forplanter sig formodentlig kun hos den udtalt teaterglade tilskuer – for filmen er hverken særligt fængsels- eller dramastærk – snarere er den så optaget af at formidle sin unikke træmandehumanisme, at det bliver (ufrivilligt) glansbilledagtigt!

Som midtpunkt i teatersatsningerne på fængslet står den angiveligt uskyldigt dømte John Divine G Whitfield (Colman Domingo). Han har lært at smile ad tremmeruskeriet gennem årene, blandt andet fordi han er så hooked på at spille komedie og drama – og at hjælpe andre indsatte med at få gang i amatørskuespillet, så også de kan komme mentalt lidt væk fra indespærringens depressive spændetrøje. Langt de fleste af de indsatte spilles af rigtige (tidligere) indsatte, hvilket er lidt for tydeligt tænkt som en autenticitetsbooster. I hvert fald bliver dette ufrivilligt patetisk – men omvendt ikke glansbilledagtigt, selvom satsningen med dette realitetsboost bliver alt for tydeligt udi hensigten.

Er du bare er ellevild med teater i flere afskygninger – også amatørudgaverne – kan det være, "Sing Sing" taler til din indre skråbræddeentusiast... hvis du vel at mærke ikke lader dig gå på af filmens udtalte humanistiske slagside, der ærligt talt kan blive temmelig sovset. Især, når den minimalistiske cellounderlægning tager over. Coleman Domingo er tæt på at være filmens eneste ikke-amatørskuespiller, og han gør det virkelig overbevisende.