Thirteen Women (1932)
En kvinde med besk bitterhed i bagagen planlægger at myrde 13 nu voksne kammerater fra skoletiden gennem hypnose!
»SOVEKAMMERØJNE, DER DRÆBER!«
Myrna Loy har hér i rollen som Ursula Georgi øjenlågene så tæt på helt smækket i, som det næsten er fysisk muligt. Men det skal vise sig, at dette sæt soverkammerøjne under den tætsiddende 1930'er-hat er alt andet end spændt op til lir... Georgi er omvendt tændt af en hævn over 13 piger fra skoletiden – alle nu voksne. De skal slet og ret dø, og da Georgi har hypnoseevnerne skruet rigtigt på, kan kvindernes via gustne horoskoper forudspåede død meget vel gå hen og blive til virkelighed!
Med en sirligt pirkende genrenysgerrighed og en aldrig stillestående mørkeæstetik er "Thirteen Women" med sin blot timelange spilletid et stilstudie i tidlig lydfilmskvindehævn uden nåde. Ganske vist skal der gå lidt tid, før brikkerne glattes helt behændigt ud i George Archainbauds mystik- og fantasiflirtende iscenesættelse. Men særligt henimod klimaks er der virkelig kræs at hente for både periodens og genrens aficionados. Det er simpelt bygget op, men stærkt og nervepirrende eksekveret – ikke mindst i fortællingen om alenemoren Laura Stanhope (Irene Dunne) og hendes søde lille søn Bobby (Wally Albright), for hvem terroren om en muligt forestående dødshandling (fra den mystiske horoskopafsender) bliver særligt ætsende. Begge spiller i øvrigt forbilledligt.
En del af handlingen foregår i fint gestaltede transportscener, både i togkupeer og i biler, tiltagende stressende med tanke på, at det nok næste gang er kvinden i fokus' tur til enten at blive myrdet eller begå selvmord. For når det står i forudsigelsen, kan det være svært at modstå "fristelsen".
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1932, USA, Krimi, Drama, Gyser, Seriemordere, Tog på film, Biler på film, Børn på film, 60 min.
Dansk titel: Thirteen Women- Irene Dunne (Laura Stanhope)
- Ricardo Cortez (Police Sgt. Barry Clive)
- Myrna Loy (Ursula Georgi)
- Wally Albright (Bobby Stanhope)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation