Nothing Sacred (1937)

    En ung kvinde bliver berømt og får kollektivets omsorg, fordi det kommer frem, at hun skal dø af radiumforgiftning. Men da hun erklæres rask, venter hun med at fortælle det til omverdenen.


    »KOMIK, SÅ TID OG STED STÅR STILLE«

    Slet og ret fejende fyrig, festlig og fænomenal William A. Wellman-film, der i dag er teknisk særligt bemærkelsesværdig, fordi den – udover at være levende og let i sit udtryk – var den første såkaldte screwballkomedie, der blev optaget i farve med datidens nye Technicolor-trestribesystem. Cheffotografen W. Howard Greene var en af de absolut førende pionerer inden for tidlig farvefilm i Hollywood. Men det er altså ikke kun i farverne, at prismerne funkler. "Nothing Sacred" ejer en skæppeskøn timing og idérigdom i sin komik. Og det kommer til udtryk i alt fra skuespillet til de små detaljer i blandt andet fotograferingen.

     

     

     

    På mange måder er der noget moderne og tidløst over Wellmans vellykkede slapsticktiming. Det er sjældent, at komik som denne, der grænser til rendyrket falde på halen, sidder så tæt på skivecentrum. Den ene underfundige personlighed og situation afløser den anden i en uophørlig og skarpt skåret serie scener, der aldrig bliver enslydende. Særligt (kærligheds)forholdet mellem Hazel og Wally slår gnister, som de må begå sig gennem minefelter af tiltagende penible afsløringer, og "kønnenes kamp" er her i Wellmans iscenesættelse fuld af beundringsværdig ligeværdighed... alle stereotypiseringer til trods. Hvilket omvendt også skyldes særligt Carole Lombards ubetaleligt strålende præstation som Hazel. Birollerne besættes også af yderst veloplagte skuespillere, bemærk især Charles Winninger som Hazels huslæge Dr. Downer, ligesom bladchefen Oliver Stone formidles med skinger typesikkerhed af Walter Connolly. 

    Da den smukke unge Hazel Flagg (Carole Lombard) opdages af medierne, bliver hun straks et mediefænomen af de helt store: Først og fremmest falder hendes "opdager" journalisten Wally Cook (Fredric March) pladask for hende – og det er ikke kun af bar medfølelse med hendes situation... at hun inden længe skal dø af radiumforgiftning. Det, de nye folk omkring Hazel ikke ved, er, at hun i virkeligheden er helt rask. Og fordi hun venter med at fortælle den gode nyhed, kaster det både glamour, tårer og absurditeter af sig lidt endnu...



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026