The Moon Is a Father of Mine (2025)

Visuelt elegant og egentlig ret ambitiøst georgisk filmportræt af den 12-årige dreng Toma (Giorgi Gigauri), der aldrig før har mødt sin (gamle) far. Men fordi Toma har gjort i nælderne på sin skole, tager faren ham nu med på en dannelsestur i bjergene med udgangspunkt i familiens hus i en meget øde beliggende landsby. Med lidt held kan Toma blive en næsten voksen mand på rekordtid, og måske kan en uventet barsk begivnhed fremskynde dén proces yderligere...

"The Moon Is a Father of Mine" har som udgangspunkt dramaturgien og den smukke bjergrige baggrund skruet helt rigtigt på: Filmen vil gå langt for at ramme nerven i det komplet smilløse forhold mellem far og søn – og lykkes i udvalgte scener. Men der er for langt mellem de helt troværdigt spillede situationer, der ofte kommer til at stå lidt isoleret – nærmest som indskudte sætninger... for også at få denne helt specifikke stemning med. Det hjælper afgjort begivenhederne, når den billedskønne vinternatur (særligt henimod slutningen) træder i karakter. Men der er for lidt udnyttelse af lokaliteterne og for meget fokus på de familiære intriger, der ikke står som forcen i formidlingen. Det kræver således en tålmodighed af de mere jernarmerede at sidde igennem nogle af scenerne, der nok må karakteriseres som værende til den trods alt lidt for overfodrede langsommelige side.

Handlingen får noget af et ekstratwist ret tæt mod slutningen, og ligesom det er tilfældet med flere andre mindre situationsbeskrivelser i filmen, kommer disse højdramatiske udviklinger lige en kende for pludseligt, hvor den røde tråd synes kappet, og en identifikation derfor er svær at opnå. Unge Giorgi Gigauri har virkelig måttet tørre ethvert optræk til smilehuller af kæften i mødet med den hårdføre iscenesættelse – og i dén henseende gør han en pæn figur, spejlet i sin mutte gammelfar.