On the Waterfront (1954)

Maskulin nådesløshed og feminin sarthed mødes i Elia Kazans stiliserede kraftværk af en film – om havnearbejderen og eksbokseren Terry Malloy (Marlon Brando), der får hele havnefrontens indædte fagforeningsmafia på nakken og må træffe et valg, der meget vel kan vise sig dødbringende. "On the Waterfront" trækker tråde til Kazans privatliv, hvor han i perioden omkring filmens tilblivelse var under anklage for kommunistisk aktivitet, og i filmen bliver Terry Malloys beslutning om at bryde tavshedens kodeks på havnefronten og vidne mod den korrupte fagforeningsbagmand Johnny Friendly (Lee J. Cobb) rammesat som en moralsk renselse og en heltegerning snarere end et forræderi.

"On the Waterfront" er på mange måder skåret ud i granit i de hæsblæsende magtkampe, der er fuldt ud kompromisløse, selvom de også lever højt på særligt antydningens balancekunst. På samme tid præges Kazans iscenesættelse af det subtile – ypperligt indfanget af fotograf Boris Kaufmann, der, efter at have arbejdet med blandt andre europæiske instruktører, kom med en naturlig og semidokumentarisk sensibilitet, i udtalt og uafrysteligt smuk grad i de vægtige udendørsoptagelser med storbyen som evigt pulserende bagtæppe. De Oscar-vindende sort/hvide billeder er sammen med særligt Marlon Brandos (ligeledes Oscar-belønnede), følte method acting-stjernepræstation rygraden i det teatralsk funderede, men sjældent manierede. Terry Malloy, der er lige dele hårdfør machomand og følsom duepasser, bliver sindbilledet på fortællingens fascinerende dobbelthed – og særligt scenerne, hvor han flirter ihærdigt med den myrdede mands søster Edie (Eva Marie Saint), er magiske.

Filmens underlægningsmusik er komponeret af Leonard Bernstein – hans eneste originale filmscore, der ikke var en bearbejdning af et af hans egne scenemusikalske værker. Musikken kombinerer symfonisk kompleksitet med ekspressionistiske og jazzede elementer, hvilket tilfører den barske historie en næsten operamægtig tyngde.