Mandy (2018)

En unik film, der helt uden tvivl er en holdningssplitter, og som også i det meste af sin genfortælling af et episk proportioneret vanvid hele tiden balancerer yderst hårfint på grænsen mellem det vanedannende eminente og det outreret overekstremistiske.

Langt ude i skoven...

Langt ude i skoven for foden af en lille skovsø bor kæresteparret Red Miller (Nicolas Cage) og Mandy Bloom (Andrea Riseborough) – i øvrigt i en tid, ramme og atmosfære, der både agerer eventyr og mulig postapokalypse, og hvor elementer af drømmende afstikkere spiller en stor rolle.

Døds- og smertefantaserende

Da en forbipassende gruppe i en van spotter Mandy, skal det snart vise sig at blive skæbnesvangert. I bilen sidder nemlig en hippiereligiøst sindssyg flok, der endda er i ledtog med en stribe dæmoniske, sofistikeret lak- og læderklædte "motorcykelbøller", der udlever døds- og smertefantasier til ekstremerne...

Et helvede på jord

Og da lederen af den religiøse gruppe i bilen Jeremiah Sand (Linus Roache) straks ser sig varm på Mandy, bliver det begyndelsen på et helvede, der i sidste ende leder til episk hævntogt for Red.

Befriende fornyende

"Mandy" er ublufærdigt ekshibitionistisk i sit genrekonglomeriske kaos og i sin helt igennem særprægede fortællestil. Først og fremmest former denne tilgang en befriende fornyende og stærkt medrivende visuel identitet, der er helt sin egen – også selvom strukturen og stemningerne i nogen grad er inspireret af bl.a. Mad Max-filmene.

Umådeligt eventyrligt

Farverigdomme, lys-, skygge- og mørkevirkninger og en umådeligt eventyrlig actionkoreografi er blot nogle af de centrale bedrifter, der giver filmen et særpræg, det er værd at fremhæve som genialt. I hvert fald er det ikke noget, vi har set før på samme kompromisløst doseret-vulgære måde.

Vulgariteten kommer med en "pris"

Mere problematisk er det, at vulgariteten også kommer med fuldpakken af svulmende lyddesign, der er toppet med Jóhann Jóhannssons originale, buldrende underlægning (filmen er tilegnet komponisten, der døde i 2018) – men det bliver på en sart måde sekundært, fordi "eventyrbillederne" er så hypnotiserende.

Sidder skønt i skabet

Selve kamp/flugt- og kærlighed/hævntogtstematikken sidder skønt i skabet i sine outrerede overdrivelser i alt fra typer til totalafvikling. Nicolas Cage er vidunderlig som hævneren, der trodser alverdens umenneskelige pinsler i en "god sags" tjeneste. Andrea Riseborough er omvendt ypperligt introvert-mystisk i sin porøse fremtoning i filmens titelrolle.

Katapultisk multivanvittig

Men det er især i skurkerollen, at der er krummer: Her viser Linus Roache helt nye sider af talentet som den katapultisk multivanvittige Jeremiah Sand – og han følges til dørs af sine "skønne" hjælpere broder Swan (Ned Dennehy) og moder Marlene (Olwen Fouéré).

Kunne det ske i virkeligheden?

En af de mere fascinerende facetter ved den outrerede fortælling og dens endnu mere ekstreme personligheder (i skurke- og ledtogsrollerne) er, at det faktisk midt i det outrerede føles som om, det hele godt kunne finde sted i virkeligheden. En bedrift at få dette til at lykkes midt i et overdrev, der leger med fantasy.