The Tortured (2010)

Som en let rådlugtende siveprut går denne aparte ringe thriller næsten ubemærket gennem systemet. "The Tortured" er mærkværdigt ukritisk i sin tilgang til alle filmfortællingens parametre – og hverken teknik, skuespil eller manuskript er bare tilnærmelsesvis talentfuldt.

Har det møgskidt

Det unge ægtepar Elise (Erika Christensen) og Craig Landry (Jesse Metcalfe) har det ærlig talt noget så møgskidt, lige fra filmens allerførste scene. Her erfarer de, at deres seksårige søn er blevet kidnappet ved højlys (og vi ser sideløbende, hvordan kidnapperen – en væmmelig karl i en jordslået forstadskælder – er godt i gang med at udleve sine fantasier).

Tortur er vejen frem

Ganske rigtigt er sønnike da også meget tidligt i handlingen både død og begravet, så vi kan koncentrere os om dét hævntogt, der fra nu af kommer til at tage jord med i filmtrussen. Nemlig hr. og fru Landrys determinerede plan om at få fingre i den fængslede barnemorder, bringe ham til et udkantssted... og torturere ham, så det står til alle sider med blod, materie, afbrændte mavehår, udsprængte øregange og meget andet!

Så kan han lære det...

Han skal nemlig lære det, denne John Kozlowski (Bill Moseley), inden han – måske – efter dage med uafbrudt tortur med lidt held (for ham) kreperer. Er politiet mon på sporet af, hvad der foregår? Og kunne det tænkes, at de i bedste selvtægtsstil lader ægteparrets lille eskapade gå under radaren? Samtidig skues der tilbage på tiden, hvor krøltoppen endnu forsødede tilværelsen.

Kamp/flugt/hævn

"The Tortured" klarer sig lige nøjagtigt over en druknedød i stillestående tyndskidsslam. Det sørger en trods alt universel kamp/flugt/hævn-fremdrift for – hvilket også er det eneste, der holder interessen fanget. Ikke at her forventes noget stort på noget tidspunkt. Det står nemlig meget hurtigt klart, at instruktør Robert Lieberman ikke har nogen (kunstneriske) ambitioner med filmen.

Grotesk ufrivilligt komisk

Næsten alle situationer fra simpel hverdag over ultimativ rædsel til grotesk voldelig tortur i halvmørke er skildret i en særdeles ufrivilligt komisk elendighed i alt fra skuespil, replikker og klipning. Hold op, det er ynkeligt, så det næsten ikke er til at bære – og selvsagt tordnende støjende i form af det evigt musikunderlagte.