Streamers (1983)
Fire unge soldater venter på at blive sendt i krig i Vietnam. På kasernen opstår der både alvorlige racistiske og homofobiske spændinger.
SJÆLEUDKRÆNGENDE KAMMERSPIL
Hvem andre end Robert Altman kan lykkes så godt med "filmet teater", som det er tilfældet her? Den fortættede historie om fire unge soldaters intriger i en mindre kasernebarak burde egentlig have svære betingelser, idet den udelukkende foregår på denne ene lokalitet – men ikke lagt i Altmans hænder.
Ventetiden frustrerer
Soldaterne Billy (Matthew Modine), Carlyle (Michael Wright), Richie (Mitchell Lichtenstein) og Roger (David Alan Grier) fordriver ventetiden med simple gøremål inden startsignalet mod Vietnam. Det hele forløber egentlig ganske tilforladeligt, men spændingerne og frustrationerne sidder alligevel udenpå tøjet – og snart kan en enkelt racistisk eller homofobisk bemærkning meget vel vælte det hele omkuld.
Det kan kun ende galt...
Richie er det spændende samtaleemne – for er han nu også bøsse (selvom dét ikke burde være så svært at læse). Og hvordan med de to sorte i gruppen... kan de tåle lidt omgang med n-ordet? Snart må betændelsen da flyde!
Flot fællespris
De fire mænd og to andre fremtrædende biroller modtog meget usædvanligt prisen for bedste skuespiller ex aequo, altså med lige ret, på filmfestivalen i Venedig. Guy Boyd og George Dzundza kom fortjent med i denne pulje.
Skuespillernes film
"Streamers" (dansk biografdistributionstitel: "Sandhedens time") er en skuespillernes film – og my oh my, griber de chancen! Det er ganske enkelt verdensklasse, som de evner at indkapsle "ventetidens krigsspejlingsstemning", hvor intensiteten blot vedbliver at tage til – lige indtil det alt andet lige overraskende klimaks.
Krigen indendørs
Krigen udspiller sig reelt i barakken, mens regnen pisker mod den tynde trækonstruktion, og kameraet på skift afsøger de anspændte skæbner. Det bliver aldrig kedeligt, og så er det 100 % fritaget for underlægningsmusik, hvilket giver fænomenal plads til alle små og store skift i stemninger.
Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1983, USA, Drama, Krimi, Krigsdrama, Krig, Homoseksuelt tema, 118 min.
Dansk titel: Sandhedens time- Matthew Modine (Billy)
- Michael Wright (Carlyle)
- Mitchell Lichtenstein (Richie)
- David Alan Grier (Roger)
- Guy Boyd (Rooney)
- George Dzundza (Cokes)
- Paul Lazar (MP Lieutenant)
- James Terry McIlvain (Orderly)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation