Wild Bill (1995)

Det kneb gevaldigt for "Wild Bill" at slå igennem i de amerikanske biografer, og filmen floppede fælt. Der var noget helt galt med markedsføringen, der ophøjhede fortællingen til en klassisk western (hvad den ikke er i ret høj grad, da den er mere "fabulerende") – og så var folk bare træt af stort anlagte westerns i 1995.

Ind i tågerne

Men det er selvsagt ikke de eneste årsager til, at "Wild Bill" floppede. Selv i dag står den både vaklende, kejtet og kantet, omend teknisk lækker i de vægtige farvesekvenser. Det forholder sig helt anderledes, når Walter Hill fører os "ind i tågerne" med de sort/hvidt videokamerafilmede tilbage/narkopåvirkede-blik. Selvom dette oplevedes som svært auteuragtigt i 1995, er det ikke kønt.

Berømt, berygtet og præcisionsskydende

Wild Bill Hickok (Jeff Bridges) er en berømt, berygtet og præcisionsskydende legende i udkants-USA anno 1876. Da han lægger vejen forbi flækken Deadwood og genforenes med drukbaben Calamity Jane (Ellen Barkin), er det med risiko for at havne i en skudduel med den unge Jack McCall (David Arquette), der har et horn i siden på legenden...

Når intensiteten blomstrer

Af og til blomsterer intensiteten i de habilt producerede westernsituationer, men det er svært for skuespillerne at præstere andet end blot nydeligt i det uforløst sammenstrikkede stykke genre, som Walter Hill styrer pindende over.

Mangler gods, guld og gedigen goddaw

I hvert fald er det ærgerligt, at der ikke er mere gods, guld og gedigen goddaw over de mange ideer, der jo tilmed er baseret på virkelige hændelser. Filmen åbner med en sjov scene, hvor Wild Bill skyder et whiskeyglas af hovedet på en tålmodig hanhund – ved at kigge i et lille pyntespejl!