Mit Liv er Musik (1944)

Med sit for samtiden uhyrt høje budget på 225.000 kr. var "Mit Liv er Musik" lidt af en satsning, særligt med tanke på, at instruktør Mogens Skot-Hansen kun havde iscenesat en enkelt spillefilm, den (i manges øjne lidt for) nuttede familiefilm Vi kunde ha' det saa rart (1942).

Selvhøjtidelighed og patos

Først og fremmest fremstår "Mit Liv er Musik" med uklædeligt meget selvhøjtidelighed og patos i alt fra replikker, persontegninger, intriger – og i skildringerne af det klassiske (og jazzede) musikliv i København. Det piller en pæn bid af den ellers kærkomne klassisk musik-tematiserede melodramatik.

Stræber efter berømmelse

Erik Smith (Mogens Wieth) er en talentfuld violinist, der dog er mere ked af, at han ikke har opnået større berømmelse, end at han netop har fået hyre i et symfoniorkester.

En tordnende succes

Skæbnen vil, at en helt usandsynlig lejlighed byder sig midt under en liveopførelse af Brahms' violinkoncert. Da koncertens stjerneviolinist bliver skidtmas, træder Erik frem, taler kort med dirigenten og færdiggør koncerten fra hoften – med tordnende succes.

Verden åbner sig

Nu ligger hele (den klassiske musik)verden åben for Erik, og succesen stiger ham mere eller mindre straks til hovedet. Han bliver forelsket i overklasse-musikmagthaversken fru Annie (Blanche Funch) og ser således stort på sin elskede (men simple) kone Lise (Lis Smed) og datteren Lone (Ilselil Larsen).

På bedre tanker...?

Spørgsmålet er, om ikke Erik snart kommer til fornuft? Er der ikke noget svært overfladisk over det nye liv og de personer, han omgås med? Og vil han overhovedet udøve jazz- og swing, som han gør på fru Annies succesrige klub? Han må vist snart tage en snak med sin svigerfar, den pensionerede kapelmusikus og Eriks læremester hr. Wallengreen (Charles Wilken).

Vise ord fra svigerfar

Det gør han så, og det er hér, vi får disse vise ord serveret af hr. Wallengreen, der kækt bagatelliserer svigersønnens sidespring med følgende svada: "Se, allerførst… Jeg har jo talt meget med Lise. Jeg har søgt at få hende til at forstå, at man godt kan elske en kvinde… holde af hende, ubeskriveligt, og så alligevel... at vores sanser pludselig kan gøre et spring til siden. Og når man så er kunstner — hoho! — jeg tænker på [min tid i] i Skt. Petersborg, hvor [der var nok af kvinder]. Den ene dag var man i den syvende himmel med den ene, og den næste dag tog man den modsatte tur i karrusellen med en anden… det ordner sig nok med jer to, det er jeg sikker på…" 

Dyre musikindslag

En af grundene til, at "Mit Liv er Musik" blev så dyr, er de mange (og lange) indslag med professionelle musikere af forskellige snit, herunder ikke mindst Det kgl. Kapel med en generalprøvefremførelse af (det meste af) førstesatsen fra Tjajkovskijs femte symfoni. Her sidder Erik som den eneste tilhører i salen og tænker store tanker om sit liv, mens han ryger en smøg.

Musik som fyldstof

Disse indslag var tydeligvis imponerende og sjældne i dansk film at dømme ud fra noget af samtidskritikken, men de er også fyldstof. I stedet kunne musikken med fordel i langt højere grad være inddraget som en del af Eriks færden som violinist.

Musikalsk Wieth

Mogens Wieth gør en god figur – i musikalsk henseende: I flere scener er han effektivt oplært i at svinge buen og fingersætningerne, så det ligner, at han selv spiller... en sjælden ambitiøs prioritering i dansk film anno 1944. Herudover er Wieths rolle desværre alt for patetisk anlagt – og det samme gør sig gældende for biroller som Blanche Funchs farlige forførerske og Johannes Meyer som impressarioen.

Naturlig Lis Smed

Undtagelsen på rollelisten er – ikke overraskende – Lis Smed, der formår at levendegøre og nuancere sin meget lille rolle som Eriks forsømte kone. Smed døde en måned før, "Mit Liv er Musik" fik dansk julebiografpremiere, blot 29 år gammel. Ilselil Larsen udstråler sædvanlig naturlighed i endnu en passabel datterrolle.