Ørnens øje (1997)

Den 17. januar 1997 var der premiere på den danske børne-eventyrfilm Den sidste viking (1997), og blot to måneder senere kom så Peter Flinths børne-middelalderfilm "Ørnens øje". Så der var virkelig lidt af en sammenklumpning for de eventyr- og historielystne større børn i de danske biografer, hvilket var ekstremt usædvanligt i dansk filmsammenhæng.

Ambitiøs debut

Skal der vælges mellem de to film, er "Ørnens øje" afgjort den mest vellykkede. Udover at være en teknisk meget habil produktion, er den fantastiske ridder-, konge- og krigsfilm serveret med et betagende (familiesegmenteret) glimt i øjet. Det er ambitiøst og noget helt andet fra debuterende Flinth.

Farlige situationer

Danmark, år 1218. Her herker usikkerhed og middelalderlig fredløshed, og det mærker kongesønnen Valdemar jr. (Nijas Ørnbak-Fjeldmose), da han sammen med den simple køkkendreng Aske (Lasse Baunkilde) må forsøge at agere stopklods for et kup mod kongen (Lars Lohmann). Det bringer drengene ud i særdeles farlige situationer, for modstanderne skyr ingen midler i deres forsøg på at overtage magten.

Konstant Geräusch

Der er noget lidt for overvældende over eventyrfilmens konstante Geräusch: "Ørnens øje" er ikke interesseret i ro, og det former en evindeligt pumpende heksekedel, der gør det svært at trække vejret. Bedre fungerer denne tilgang i det visuelle, der nok er periodevis alt for karlsmart-hurtigt klippet, men som også i Eric Kress' fotografering viser en medrivende legesyge udi lyssætning og "orange ildhimmel". Optagelserne i og omkring borgen tilfører fascinerende, bjergrig, skotsk eksklusivitet.

Skuespillet ingen force

Skuespillet bliver aldrig filmens force. Her kæmper de unge kid med en kejtet, tillært diktion, ligesom det er gumpetungt at caste svenske Björn Granath som biskop Eskil (Granath kæmper en håbløst "rødgrød"-stødende kamp for at tale "dansk") og norske Bjørn Floberg som Thorsten Vinge (hans replikker er dubbet af Erik Wedersøe.)