Vertigo (1958)

    En halvpensioneret detektiv får en sidste opgave – og dén skal blive skæbnesvanger.


    FORMIDDABEL THRILLER

    "Vertigo" ligger klart i sværvægtsklassen blandt thrillers. Ikke alene er filmen bundsolid og gennemført spændende, den er også så brillant spillet og guddommeligt filmet, at den kun kan nydes i fulde drag fra start til slut.

    En sidste opgave
    James Stewart spiller den så godt som pensionerede politiefterforsker John "Scottie" Ferguson, hvis ven giver ham en sidste og tilsyneladende overkommelig opgave: Han vil have sin kone skygget, fordi han frygter, hun går med selvmordstanker som følge af en manisk besættelse af en fjern fortid.

    Depressionståge
    Scottie indvilliger og begynder sin systematiske skygning af kvinden Madeleine Elster (Kim Novak), der farer rundt i en tydelig depressionens tåge. Inden længe kommer Scottie i nærkontakt med hende, og fen orelskelse synes uundgåelig. Men den får ikke lov at blomstre længe, for Madeleines sorte syn på tilværelsen er ikke sådan at ændre på...

    Thrillergenrens mester
    Alfred Hitchcock er og bliver thrillergenrens (og suspensens) mester, og bedre bevis på dette end "Vertigo" findes ikke. Filmen er gennemarbejdet i enhver henseende, at der ikke så meget som et sekund mistes fokus.

    I ét med filmen

    Tilskueren er ét med filmen og dens fantastiske billedkompositioner, Bernard Herrmanns hypnotiserende musik og Stewart og Novaks uforlignelige skuespil. Sjældent er suspense set medrivende.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1958, USA, Thriller, Mystik, Romantik, Bjerge på film, Biler på film, 123 min.

    Dansk titel: En kvinde skygges
    Instr: Alfred Hitchcock Prod: Alfred Hitchcock Manus: Samuel A. Taylor, Alec Coppel Baseret på: roman af Pierre Boileau Foto: Robert Burks Klip: George Tomasini Mus: Bernard Herrmann
    Priser
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste lyd