Dead of Winter (1987)

    En skuespillerinde får en soloopgave i et stort palæ. Det viser sig dog, at hun er hyret med skumle bagtanker.


    KVINDE I KLEMME

    "Dead of Winter" opleves i dag som en noget trængt og villet genrefilm, hvis trekants-kammerspil aldrig former sig troværdigt. Herhjemme er filmen særligt interessant, idet den var den første af tre, som danske Jan Weincke fotograferede for mesterinstruktøren Arthur Penn.

     

    Skandinavisk naturalisme

    Penn havde set nogle af Weinckes Nils Malmros- og Bille August-film og var imponeret over fotografens stemninger og belysninger, og den særlige skandinaviske naturalisme arbejdede Weincke videre med i sine film for Penn.

     

    Et job med særlige krav

    Den arbejdshungrende skuespillerinde Katie McGovern (Mary Steenburgen) er ikke svær at overtale, da en insisterende herre med filmforbindelserne i orden – den mærkeligt stirrende Mr. Murray (Roddy McDowall) – fortæller hende, at der er et job i vente.

     

    Terroren kan begynde

    Hun skal bare lige køre med ham til et øde beliggende palæ, hvor den kørestolsbundne filmproducer (og psykiater!) Dr. Joseph Lewis (Jan Rubes) venter på at prøvefilme hende. Men hér i den enorme villa begynder Katie snart at erfare, at de to mænd vist har ganske andre planer med hende end at forme hende en stor filmkarriere... og terroren kan begynde.

     

    Alt andet end hårrejsende

    Med sit teatralske skuespil, en kejtet og ensformig omgang med den gennemgående film noir-inspiration, og nogle alt andet end hårrejsende elementer af gys står "Dead of Winter" som en lidt bøvset genindspilning af "My Name Is Julia Ross" fra 1945 (begge film er baseret på romanen "The Woman in Red" af Anthony Gilbert fra 1941.)



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1987, USA, Thriller, Drama, Gyser, Biler på film, 100 min.

    Dansk titel: Dead of Winter
    Instr: Arthur Penn Prod: John Bloomgarden, Marc Shmuger Manus: Marc Shmuger, Mark Malone Baseret på: romanen "The Woman in Red" af Anthony Gilbert Foto: Jan Weincke Klip: Rick Shaine Mus: Richard Einhorn