Cookie's Fortune (1999)

Et af instruktør Robert Altmans centrale varemærker er ensemblefilmen, hvor en lang række skuespillere indtager mere eller mindre ligestillede roller. I "Cookie's Fortune" er fortællingen med komisk fortegn, og selvom der er et par intensitetsdyk undervejs, er filmoplevelsen alligevel beundringsværdigt egen.

På den anden ende

En lille amerikansk by kommer på den anden ende, da den aldrende enke Jewel Mae 'Cookie' Orcutt (Patricia Neal) findes død i sin fornemme villa. Eftersom alle kender alle i det lille miljø, kommer politiets efterforskning også til at involvere en række bysbørn – før dén sandhed, vi som tilskuere lærer at kende tidligt i filmen, endelig kommer frem.

Kunstnerisk overblik

Alle små og større sidehistorier flettes finurligt ind i hinanden – med stort og kunstnerisk overblik af kompromisløse Altman. Han var instruktørtypen, der altid øvede scenerne med sine skuespillere, før de blev indspillet, og "Cookie's Fortune" bærer da også præg af en vidunderlig timing, ikke mindst i de for Altman så karakteristiske lange takes.

Et himmerige for skuespillerne

Det gør da også filmen til et himmerige for skuespillerne, der virkelig får lov at folde sig ud. Det udnytter hele holdet! Bedst er Glenn Close som den skingrende kugleskørt selvglade Camille Dixon, der samtidig dikterer alt, hvad den forsagte og naive Cora Duvall (en finurlig Julianne Moore) skal sige og gøre.

Sympatiske roller

I den mere sympatiske ende af typegalleriet gør Charles S. Dutton sig skønt bemærket som den lune og lidt for drikfældige Willis Richland, ligesom Patricia Neal er skøn som den gamle enke Jewel Mae 'Cookie' Orcutt.

Kærligt fotograferet

Kærligt og roligt-æstetisk fotograferet af Toyomichi Kurita. Steel-underlægningsmusikken af David A. Stewart tager sig behageligt lange pauser, men kan af og til blive lidt for styrende.