Sonny Boy (1989)

En frisk lille skæv film, der med garanti ikke ligner meget andet. "Sonny Boy" er markant bedst i første halvdel, hvor jubelen i mødet med det skingrende skøre univers og dets personer ingen ende vil tage.

Et særdeles umage par

Hér møder vi et umage udkants-forbryderpar: Den svedende/prustende/brovtende/nedladende/magtliderlige/voldelige Slue (Paul L. Smith) og hans transvestit/transseksuelle samlever Pearl (David Carradine), der ved et tilfælde bliver "forældre", da en lille krøltopsdreng ankommer til deres snuskede ranch.

Så kan han lære det...

Slue vælger at skære tungen af poden, så han ikke kan svare igen – og giver ham i det hele taget en opvæskt præget af yderst alternativ "kærlighed". I hvert fald kan drengen, der nu er blevet stor teenager, bruges som instrument i diverse lyssky ærinder. Men kan galskaben vare ved?

Mudret kæntring

Faktisk ret præcist halvvejs i "Sonny Boy" begynder der at gå inflation i fortællingen, der kæntrer i retning af det ubalanceret ekstremistiske med mudret komisk slagside – hvor det hele i starten overvælder udi både fantasirigdom og spillelyst.

Endelig mor!

Bedst er Paul L. Smith som den nådesløse Slue, ligesom David Carradine er vidunderlig som den kjole-, paryk- og perlekædeklædte Pearl, der lyser gevaldigt op ved endelig at blive "mor".

Særegen musik

Den særegne underlægningsmusik af Carlo Maria Cordio gentager sine simple temaer igen og igen, men filmen tillader også klædeligt mange scener at stå lydmæssigt helt nøgne.