Taxa K 1640 efterlyses (1956)

    En taxachauffør og hans kollegaer jagter sammen med politiet en psykopat på fri fod, før han når chaufførens kone og dræber hende i en hævnaktion.


    SJÆLDEN DANSK THRILLER

    Da Lau Lauritzens "Taxa K 1640 efterlyses" havde premiere i Norge, kunne en reporter fra B.T. berette, at nordmændene var begejstrede for filmen, som de kaldte den bedste siden Carl Th. Dreyers Ordet (1955). Man fandt den velspillet og spændende.

    Springer ud som thriller
    Filmen er da også en blandt uhyre få danske produktioner fra den tid, der brød med folkekomediegængen og sprang ud som kriminalthriller. Med tydelig inspiration fra amerikanske modeller fortælles en anspændt og gumpetung historie om en psykopat på fri fod.

    Stikker af fra psykopatanstalten
    Det er Poul Reichhardts Eigil Rasmussen, der stikker af fra psykopatanstalten (sådan hed det dengang!) for at komme ud i det virkelige liv og hævne sig på ekskone, Lisbeth Movins evigt overfaldsangste Else Svendsen. Hun er gift med den djærve taxachauffør, Jacob, der spilles af Lau Lauritzen selv.

    Storstilet politijagt
    Snart er en storstilet politi- og taxakollegajagt sat i værk, indtil Eigil er trængt op i en københavnerkrog, og Else kan ånde lettet op. I denne plottunge historie er der langt mellem overraskelserne, og det driver med stiv brun sovs, der skal lette forståelsen.

    Interessant tidsbillede
    Men trods det åbenlyst teatralske i stil og spil, (Lisbeth Movin går helt over gevind i sit portræt af den forfjamskede Else), udgør Lauritzens film alligevel både et interessant tidsbillede og et hæderligt forsøg på at bidrage med nyt blod til en ensidig dansk filmmanuskriptindustri.

    À la film noir
    Rudolf Frederiksen indfanger i filmens bedste scener dygtigt den trods alt tilstedeværende nerve. Når det lykkes, er der stemninger i retning af film noir, og filmens slutning er rigtig flot drejet.

    Ekstra violiner
    Der er hentet ekstra violiner til Sven Gyldmarks filmsorkester, for til en kriminalthriller kan man ikke nøjes med det helt lette ensemble. Musikken er dramatisk men uden ret megen genkendelig tematik.

    En kedelig præstation
    Lau Lauritzens spiller den ærbare hovedrolle stort set uden at fortrække en mine. En kedelig og grå præstation, der savner indlevelse i det betændte kvindeforfølgelsesdrama, der risikerer at ende med mord.

    Et par biroller med nuancer
    Mere nuancerede er et par af filmens biroller, hvor Paul Hagen er fin som radioforelsket taxachauffør, og Bodil Steen gør en fin entré som selvsikker taxakunde i et par meget korte scener. I myndige og tilsvarende stereotypiserede roller som henholdsvis forstander på psykopatanstalten og politikommissær ses Emil Hass Christensen og Gunnar Lauring.

    Fine københavnerbilleder
    Filmen indeholder mange fine københavnerbilleder, ikke mindst af Hovedbanegården, foran hvilken de mange taxachauffører tilbringer megen ventetid.

    Positiv modtagelse
    Herhjemme blev filmen meget positivt modtaget, både af publikum og anmeldere. I aviserne kunne man bl.a. læse: "Det er længe siden, man har set en så karakterfuld og dygtigt gjort dansk underholdningsfilm", "Spil og spænding, men historien virker lidt spredt", "Lige til et bravo" og "Velfortjent sukces".



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020