Taxa K 1640 efterlyses (1956)

Da Lau Lauritzens "Taxa K 1640 efterlyses" havde premiere i Norge, kunne en udsendt fra B.T. berette, at nordmændene var begejstrede for filmen, som de kaldte den bedste siden Carl Th. Dreyers Ordet (1955)! Man fandt den velspillet og spændende. Filmen er da også en blandt uhyre få danske produktioner fra den tid, der brød med folkekomediegængen og sprang ud som kriminalthriller. Med tydelig inspiration fra amerikanske modeller fortælles en anspændt (og gumpetung) historie om en psykopat på fri fod.

Det er Eigil Rasmussen (Poul Reichhardt), der stikker af fra psykopatanstalten (sådan hed det dengang) for at komme ud i det virkelige liv og hævne sig på ekskonen Else Svendsen (Lisbeth Movin), der i øvrigt er evigt overfaldsangst. Hun er gift med den djærve taxachauffør Jacob, der spilles af Lau Lauritzen selv. Snart er en storstilet politi- og taxakollegajagt sat i værk, indtil Eigil er trængt op i en københavnerkrog, og Else kan ånde lettet op. I denne plottunge historie er der langt mellem overraskelserne, og det driver med stiv brun sovs, der skal lette forståelsen.

Trods det åbenlyst teatralske i stil og skuespil (Lisbeth Movin går helt over gevind i sit portræt af den forfjamskede Else), udgør Lauritzens film alligevel både et interessant tidsbillede og et hæderligt forsøg på at bidrage med nyt blod til en ensidig dansk filmmanuskriptindustri. Fotograf Rudolf Frederiksen indfanger i filmens bedste scener dygtigt den trods alt tilstedeværende nerve. Når det lykkes, er der stemninger i retning af film noir, og filmens slutning er rigtig flot drejet. Der er hentet ekstra violiner ind til Sven Gyldmarks filmorkester, for til en kriminalthriller kan man ikke nøjes med det helt lette ensemble. Musikken er således dramatisk, men uden ret meget genkendelig tematik.

Lau Lauritzen spiller den ærbare hovedrolle stort set uden at fortrække en mine. En kedelig og grå præstation, der savner indlevelse i det betændte kvindeforfølgelsesdrama, der risikerer at ende med mord. Mere nuancerede er et par af filmens biroller, hvor blandt andre Paul Hagen er fin som radioforelsket taxachauffør, og Bodil Steen gør en fin entré som selvsikker taxakunde i et par meget korte scener. I myndige og tilsvarende stereotype roller som henholdsvis forstander på psykopatanstalten og politikommissær ses Emil Hass Christensen og Gunnar Lauring.

Filmen indeholder mange fine københavnerbilleder, ikke mindst af Hovedbanegården, foran hvilken de mange taxachauffører – ligesom i dag – tilbringer meget ventetid.