Feast (2005)

    En gruppe vidt forskellige gæster på en udkantsbar tvinges til at bekæmpe en sending sultne monstre.


    BALSTYRISK GENREMIX

    Det fremhæves på plakaten til "Feast", at dens executive producere blandt andre tæller Wes Craven, Matt Damon og Ben Affleck. Hertil kunne føjes Bob og Harvey Weinstein. Om ikke andet vidner dette om, at ret mange har troet på filmens potentiale, da ideen blev serveret i midt-00'erne.

     

    Humoristisk genremix

    Og det er da også et temmelig vellykket, kaotisk, balstyrisk og humoristisk genremix, der fører "Feast" ud over stepperne – eller rettere hen over bardisken, idet stort set hele handlingen udspiller sig på en amerikansk udkantsbar.

     

    Dødbringende monstre

    Her langer bartenderen (Clu Gulager) drinks over disken til en lille broget skare gæster. Men snart forstyrres freden, da en fremmed brager ind og fortæller, at væmmelige, skarptandede og yderst dødbringende monstre er på vej. Ingen ved, hvor de kommer fra. Nu forsøger skaren på baren efter bedste evne at barrikadere døre og vinduer, men reelt er det ikke muligt at holde bæsterne ude ret længe...

     

    Overrumplende filmoplevelse

    Fra starten er "Feast" en ret overrumplende oplevelse, der yderst brovtende og håndholdt – og med støj i alle kanaler – fører os ind i en eventyrlig gyserkomedie, der er grænseløs i både vold, splat, dialog og humor.

     

    Skønne finurligheder

    Der er skrevet mange skønne finurligheder ind i både persongalleriet og i monstrenes adfærd, herunder ikke mindst – i sidstnævntes tilfælde – den seksuelle aktivitet, der vækker jubel i sin utilslørede anderledeshed.

     

    Kræver et vist mod

    "Feast" kræver et vist mod og en stamina i forhold til de genrer, der sammenblandes. Men for den skolede og forfinede vil meget af skør- og skævheden gå rent ind. Det er ganske enkelt befriende opfindsomt og komplet politisk ukorrekt, og skuespillerne trives i det aparte.

     

    Lidt for meget af det gode

    Det kan dog også blive lidt for meget af det gode, og der er scener, der med fordel kunne have været enten sparet helt væk eller skåret endnu mere ind til monsterknoglerne.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2005, USA, Action, Komedie, Gyser, Børn på film, Biler på film, Bjerge på film, 95 min.

    Dansk titel: Feast
    Instr: John Gulager Prod: Michael Leahy, Joel Soisson Manus: Patrick Melton, Marcus Dunstan Foto: Thomas L. Callaway Klip: Kirk M. Morri Mus: Stephen Edwards