Den stygge stesøsteren (2025)

Spillefilmsdebuterende norske Emilie Blichfeldt sætter ikke sit lys under en skæppe, når hun med manus og iscenesættelse hér giver sit bud på en moderne fortolkning af et rigtigt evigtgyldigt (sted)søstereventyr.

Elvira (Lea Myren) går med meget store ønsker om at score den lokale stud, der også er rigets prins (Isac Calmroth). Men hendes stedsøster Agnes (Thea Sofie Loch Næss) er meget smukkere, så det er op ad bakke at komme i betragtning, da prinsen inviterer til scorebal. Men Elvira giver ikke sådan op, og hun er villig til at gå endog meget langt for at blive smukkere og slankere. Det er blandt andet derfor, hun spiser et bændelormeæg, så vægten kan kontrolleres. Men dét er langt fra det mest drastiske, hun tyr til...

Handlingen udspiller sig velsagtens engang i 1700-tallet, så der er knald på kostumerne, der er designet af danske Manon Rasmussen. Der er dog endnu mere knald på ekstremismen i Emilie Blichfeldts komisk funderede bodyhorrorgys – og dét tager ofte kegler! Mest smæk form skillingen byder "Den stygge stesøsteren" på i den første halve times tid, hvor ekstremismen er smittende sorgmunter i næsten alle facetter. Ganske enkelt befriende outreret på den særdeles fantasifulde måde.

Dette niveau kan filmen desværre ikke holde, og der sker først en udvanding af troværdighden og intensiteten – og siden en afmatning. Slutningen vinder dog lidt terræn tilbage, og gennem hele affæren holder følt skuespil og scenografi dampen oppe. Lea Myren krænger yderst imponerende al sjælelig styrke og alle indvolde ud i en forbilledlig hovedrollepræstation!