Midsommar (2019)
Et amerikansk par rejser med et par venner til Sverige. Men den traditionelle midsommerfejring er ikke som ventet i den lokale okkulte sekt.
GYS VED HØJLYS DAG/NAT
Der er hér tale om gys ved højlys nat, idet Ari Asters begavede "Midsommar" udspiller sig i svenske Hälsingland, hvor solen – ganske vist lidt imod fakta, da Hälsingland ligger et godt stykke syd for polarcirklen – skinner hele døgnet.
Traumer i bagagen
Hertil rejser det amerikanske kærestepar Dani (Florence Pugh) og Christian (Jack Reynor), lokket af deres svenske ven Pelle (Vilhelm Blomgren) for at opleve de nordlige midsommerfejringsritualer. Christian søger desuden inspiration til sin ph.d. Rejsen kræver sin mand (m/k), især da Dani stadig er voldsomt psykisk påvirket ovenpå tabet af sine forældre, forårsaget af storesøsteren.
Bestialsk offervilje
Vel ankommet til det svenske står det ret hurtigt klart, at Pelles store familie og vennekreds (alle klædt i traditionelle hvide dragter) vist ikke er nogen helt almindelig gennemsnitsgruppering. Herude, langt fra alfarvej, har de formet en kultisk sekt, der dyrker det midsommerlige med en bestialsk offervilje, der ikke viger tilbage for noget.
Sindsoprivende vanvid
Snart skal Dani og Christian opleve vanvid, der er så sindsoprivende, at de aldrig kan blive til rigtige mennesker igen... hvis de da overhovedet får chanchen.
Psykedelisk dødsdyrkelse
Der hviler noget sortkomisk over Ari Asters blik på det sommersvenske rituelle, som især svenskere vil slå en kluklatter op i mødet med. Men generelt er "Midsommar" langt fra at være en komedie. Sekten og dens psykedeliske dødsdyrkelse er reelt omklamrende for hele filmens klamsvedt effektive stemningsbeskrivelser af det glade vanvid.
Pakker intet ind
Det er medrivende i en grad, så buksestoffet løfter sig fra lårene – især fordi filmen ikke på nogen måde pakker sine budskaber ind, men tillader alt at folde sig ud i lys lue... inklusive filmhistoriens muligvis mest bizarre sexscene hen imod slutningen.
I balance trods ekstrem
"Midsommar" er ikke for enhver beskuer, og stilen vil helt givet frastøde mange. Men faktisk er det konglomerisk syretrippede i kombination med den ret simple sommerlocation (mestendels filmet i Ungarn) uhyre vellykket og i balance trods det ekstreme.
Kreativt miks
Det kreative miks af amerikanske og svenske skuespillere fungerer herligt – med funklende præstationer især fra de to, der har allermest på spil: Parret fra USA (Pugh/Reynor).
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2019, USA, Drama, Gyser, Mystik, Bjerge på film, Biler på film, Teenagere, 148 min.
Dansk titel: Midsommar- Jack Reynor (Christian)
- Florence Pugh (Dani)
- Will Poulter (Mark)
- Henrik Norlén (Ulf)
- Gunnel Fred (Siv)
- Mats Blomgren (Odd)
- Lars Väringer (Sten)
- Björn Andrésen (Dan)
- Austin R. Grant (Hipster Guy)
- William Jackson Harper (Josh)
- Archie Madekwe (Simon)
- Julie Ragnarsson (Inga)
- Katarina Weidhagen (Ylva)
- Tove Skeidsvoll (Majvor)
- Gabi Fon (Dani's Mom)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation