Of an Age (2022)

Manusforfatter, klipper og instruktør Goran Stolevski vil så gerne ramme samtlige af de små subtile nuancer, der kendetegner coming of (age) og coming out, at resultatet af "Of an Age" opleves fastlåst – villet. Det gælder både i den udtalte anvendelse af nærbilleder, i den “dynamiske” og meget håndholdte forografering, og i skuespillet mellem de tiltagende forelskede mænd (hvor en udtalt flæben blandt andet synes ude af proportioner.)
 

Nærbilledene giver os først og fremmest et indgående kendskab til det flirtende pars hudsundhed eller mangel på samme. Ikke meget falder således helt naturligt (men vi er der næsten) i Goran Stolevskis (ufrivilligt) komisk funderede periodebøssedrama. Givetvis vil “Of an Age” appellere særligt til de ældre bøsser, der både kan huske telefonboksen, det analoge atlas og de (dengang i nogen tilfælde endnu sværere) følelser, der er forbundet med at være særlig og ikke helt passe ind i hverken familie- eller samfundsstrukturer.

Men skildringen af disse stemninger og sandheder er alligevel sekundære i Stolevskis film. Han er næsten udelukkende interesseret i dét 24-timers-kammerspil, der udfolder sig om bord i det romantiske potentiale Adams udtjente stationcar. En prioritering, der faktisk gør "Of an Age" til en roadmovie.

Der er ingen tvivl om, at disse meget langstrakte – og tilsvarende desværre også langmodige – scener tjener det formål at lade forelskelsen udfolde sig "i realtid", men det er svært at finde interessen for de to mænd on the go, fordi vi ikke i øvrigt er blevet tilbudt at lære deres baggrund eller personligheder at kende. Og dét forløser køreturene ikke. De to unge mænds forskelligheder er desuden meget hårdt trukket op, grænsende til det udviskende normative.