The Fanatic (2019)

    En autistisk superfan jagter en actionskuespiller. Egentlig vil han bare have en underskrift, men temperamentet koger over.


    »MARKANT BEDRE END RYGTERNE«

    Jovist, der er tendenser til overspil og overdrevne scener i denne lille amerikanske stalkerthriller, men stop lige et øjeblik og bedøm "The Fanatic" for dét, den er: En komprimeret, kompromisløs frustrationsfortælling med et lille bizart diagnosetwist – intet andet.

     

    John Travolta spiller reelt på noget af sit (velkendte) iboende vanvid i hovedrollen som den svært autistiske Moose, og det gør den bevidst skingre præstation en hel del bedre, end masserne har nedgjort den til. Moose samler på underskrifter fra kendte personer, og han er fyr og flamme, da hans helt store idol, actionskuespilleren Hunter Dunbar (Devon Sawa), skal signere bøger i den lokale nørdebutik. Moose bliver dog brændt af på målstregen, hvilket tænder en serie aggressioner i ham.

     

    Med hjælp fra veninden Leah (Ana Golja) lykkes det Moose at lokalisere hvor i L.A., Dunbar bor, og det starter en serie tiltagende ubehagelige gerninger – for Moose helmer ikke, før han har fået, hvad hans kringlede hjerne vil have...

     

     

     

     

    En af filmens overraskelser – ud over, at den faktisk er langt bedre end sit rygte – er Devon Sawa i rollen som Hunter Dunbar. Her er der ind- og udlevelse over filmens øvrige standarder, og han formidler rollens tiltagende pres med lyn i øjnene.

    Med en nettospilletid på under 80 minutter sidder "The Fanatic" om ikke lige i skabet så i hvert fald som et syvtommersøm hugget i med fem effektive hug. Det er, hvad det er, og ganske habilt som sådan. En morsom detalje opstår i Mooses jævnlige gadeoptræden som britisk betjent. Hvad han ikke gør for at lyde britisk!



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2019, USA, Krimi, Drama, Mystik, Bjerge på film, Biler på film, Børn på film, 88 min.

    Dansk titel: The Fanatic
    Instr: Fred Durst Prod: Fred Durst, Oscar Generale, Bill Kenwright, John Travolta Manus: Fred Durst, Dave Bekerman Foto: Conrad W. Hall Klip: Malcolm Crowe, Nik Voytas Mus: Blvck Ceiling, Gary Hickeson, John Swihart