Wolf Man (2025)

Vanedannende eventyrlig varulvefilm, hvis vidtrækkende stemningsfuldhed reelt er uafrystelig. Det er den australske The Invisible Man (2020)-instruktør Leigh Whannell, der med "Wolf Man" forfiner sine blikke på gysergenren – i de bedste scener i en nærmest mytisk elegance.

De første 12 minutter af "Wolf Man" er ét langt tilbageblik, hvor hovedpersonen Blake som barn er på jagt med sin far... meget langt ude i de bjergrige skove. Her oplever han en altomsluttende mystik, ikke mindst i de lyde, naturen kaster hemmelighedsfuldt tilbage. Men der er også noget skræmmende herude. Noget, der lurer mellem træerne og som minder om et monster.

Resten af filmen foregår 30 år senere. Den nu voksne familiefar Blake (Christopher Abbott) kører med sin kone Charlotte (Julia Garner) og deres datter Ginger (Matilda Firth) i en flyttebil mod Oregon. Her er det planen, at de skal tømme dødsboet efter Blakes far. Men meget går galt, og efterhånden står det klart, at Blake er blevet inficeret efter et møde med dén skikkelse, der meget vel kan være barndommens monster. Nu er helvede løs for den lille kernefamilie. I et område, hvor skrig kun reflekteres af evighedernes ekkodale.

"Wolf Man" lykkes allerbedst, når naturen for alvor er i hovedrollen. Indfangelsen af skovens dybe, stille (u)ro – ofte i perfekt colourgradet nattemørke – er i fotograf Stefan Duscios (The Invisible Man (2020)) linser decideret magisk. Hér lever det mørke eventyr til perfektion. Men også (de fleste af) de mere krævende gys og andre hårrejs er fortalt i en balanceret stil og tone, der levner plads til fortællingen bag det hele. Og dén er i bund og grund eksistentialistisk tankevækkende, rørende og perspektiverende. Filmen er optaget i New Zealand.

At filmen indimellem forfalder til det unødvendigt hektiske er ikke en dræber i helheden. Hovedrollerne udfyldes med stor styrke af Christopher Abbott og Julia Garner. Første del af slutteksterne er en raffineret grafisk afrunding, der sammen med Wallfischs smukke underlægningstoner giver os lov til at fundere over det, vi lige har set. Den efterfølgende popsang er dog ganske malplaceret.