The Last House on the Left (2009)

Sammenhængende film:

The Last House on the Left (1972)

The Last House on the Left (2009)

Herligt kompromis- og nådesløs genindspilning af Wes Cravens film fra 1972. Opdateringen (koproduceret af Craven) er ligeså filterløs som de følelses- og empatidepraverede psykopater, handlingen centrerer sig om.

Et bredt spor af blod

I filmens start lykkes det nogle venner at tvinge banditten Krug (Garret Dillahunt) ud af en politibil, og så starter ellers et formålsløst formålsrettet togt, der efterlader sig et bredt spor af blod, død og knuste teenagepigeidentiteter.

Langt ude i skoven...

I dén tro, at de har efterladt begge de to unge kidnappede kvinder døde, søger banden ly fra et verserende og insisterende uvejr hos et ægtepat langt ude i skoven.

Hævn under opsejling

De ved det ikke (endnu), men det gør vi: Parret er forældre til det ene af ofrene, og da sammenhængene bliver klare for alle, kan det meget vel være ensbetydende med udvidet hævn på denne mørke og stormfulde aften...

Agerer smidigt

"The Last House on the Left" agerer smidigt i den betændte, men samtidig klichéombruste heksekedel. Faktisk helt og aldeles overbevisende, nervepirrende og befriende politisk ukorrekt – lige indtil den desværre alt for dumt anmassende slutning, der strækker sig over gode tyve minutters tid.

Udvidet flirt med subgenrer

Filmens udvidede flirt med subgenrer som både splat, slash og rape/revenge krydrer indtil da hele tiden herlighederne, så nye vinkler og nuancer får lov at træde i karakter. Uheldigvis næsten konstant "fulgt til dørs" af John Murphys ret ligegyldige underlægningsmusik.

Skinger og stereotypiserende

Skuespillet følger den skingre og stereotypiserende stil i lyd og billede: Således er det let at blive "positivt irriteret" over fx de to teenagepigers tåbelige ageren, før det går løs i gyserens mest ækle scener i skovbunden.

Optaget i Sydafrika

Optaget i (og kofinansieret af) Sydafrika byder gyseren op til flotte visuelle intermezzi i bjerg- og skovsørige egne. I hvert fald er følelsen af at befinde sig i lidt af et eventyrland lykkedes flot for cheffotograf Sharone Meir (Mean Creek (2004), Whiplash (2014)).