Whiplash (2014)

    En ung jazztrommeslager giver alt, hvad han har i sig for at tækkes konservatoriets sadistisk nedladende underviser.


    HÅRD HUD PÅ PSYKEN

    Som ung mand sidst i 20’erne brød Damien Chazelle igennem på den internationale filmscene med et hørbart brag: Med trommefilmen "Whiplash", baseret på egen kortfilm af samme navn, stod Chazelle pludselig med både Oscar-nomineringer og hele filmverdenens bevågenhed.

    Hård hud på psyken
    "Whiplash" har som spillefilm noget af kortfilmformens intimitet og kredser meget intensivt om determination samt hård hud på fingrene og psyken: Hvis man vil blive til noget på musikkonservatoriet i den frygtede Fletchers undervisning, må man tilsidesætte sig selv og kvikhærde sig mentalt - hvis ikke man allerede er bukket under.

    Ind i eltitefolden
    Fletcher møder den unge jazztrommeslager Andrew allerede i første scene af filmen. For tilsyneladende er underviseren interesseret i teenagerens teknik og leder ham ind i eltitefolden blandt de øvrige big band-musikere.

    Rendyrket sadisme
    Men hurtigt står det klart, at Fletchers facon er alt andet end hjertelig. Snarere er han rendyrket sadist og viger ikke tilbage for hverken verbale tæsk eller regulære ørefigener, hvis trommerne ikke lyder nøjagtigt, som han vil have det.

    Langt ude i tovene
    Som elev af Fletcher kan man vælge enten at rette ind og ranke ryggen eller gøre oprør. Det sidste er der vist ingen - før Andrew - der overhovedet har overvejet, og han må da også gennem hele møllen af psykisk terror, før han når så langt ud i tovene, at noget må gøres.

    Stærkt kammerspil
    "Whiplash" er et meget stærkt kammerspil, der vinder på sit unikke samspil mellem Miles Teller og J.K. Simmons - sidstnævnte vandt fortjent en Oscar for sit portræt af Fletcher. Og intensiteten bliver kun stærkere af, at Damien Chazelle bygger sin historie på egne oplevelser.

    Masser af jazzmusik
    Filmen er selvsagt præget af jazzmusik. Faktisk spiller musikken en af hovedrollerne, og fans af big band-musik er sikkert halvanden time i himmerige, når Fletchers perfektionisme byder op til øreguf. For ikke-fans kan den megen jazz blive lige i overkanten, også selvom den er filmens nødvendige omdrejningspunkt.

    Ingen tid til kærtegn
    En sidehistorie med lidt ung kærlighed bringer for et par korte scener opmærksomheden væk fra musik og tortur. Mest for fint at perspektivere, at kæresteri for Andrew ikke er en mulighed, hvis han vil nå videre med musikken og måske i sidste ende rent faktisk blive anerkendt af Fletcher. Med en fin og åben slutning, der overlader det meste til tilskueren.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2014, USA, Psykologisk drama, Musik, Teenagere, 107 min.

    Dansk titel: Whiplash
    Instr: Damien Chazelle Prod: Jason Blum, Helen Eastabrook, David Lancaster, Michel Litvak Manus: Damien Chazelle Foto: Sharone Meir Klip: Tom Cross Mus: Justin Hurwitz
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste birolleskuespiller (Simmons)
    • AA - Bedste klipning
    • AA - Bedste lydmix
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste manuskript
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • CAN-N - Queer Palm-nominering
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Simmons)
    • RB-N - Bedste amerikanske film