Are You in the House Alone? (1978)

    En gymnasiepige terroriseres af en ukendt gerningsmand: Han stønner i telefonen og lægger grumme sedler. Hvem er han?


    STØN UDEN PRUST

    Denne telefonstønner-thriller gled over de amerikanske tv-skærme i september 1978 og er i dag primært et kitschet tidsbillede med bl.a. lækkert garn, åbenbarede brystbehåringer og smarte små damemåse i psykedelisk stram denim. Grundhistoriens terror er i hvert fald tammere end en selvdød hest.

     

    Tager tilløb til tilværelsen

    Gymnasiepigen Gail Osborne (spillet af 22-årige Kathleen Beller) er godt i gang med at tage tilløb til tilværelsens ulidelige lethed. Hun kysser uskyldigt med kærestepotentialet Steve (Scott Colomby) og tager nogle heftige identitetsopgør med sin uforstående mor (Blythe Danner).

     

    Råd i stammen

    Men der er råd i stammen. En stønner og noteskriver terroriserer i stigende grad Gail. Hvem er denne væmmelige karl? Kan det være en, hun kender? Én ting er sikker: Der er ikke mange omkring hende, der tager den stønnende trussel ret alvorligt.

     

    Sej titel

    Tv-filmens titel er det mest ophidsende, der er at fremhæve: "Are You in the House Alone?" kan bare noget, men desværre leveres der intet, der bare minder om gys, gru eller ubehag den anden vej... snarere fremstår det hele komisk og utroværdigt – i ynkeligt optegnede karikaturer.

     

    Karikeret

    Disse karikaturer (selvom de er serveret i ramme alvor) udgør omvendt underholdningsværdien, særligt fordi de er så billedmæssigt 1970'er-pakket i alt fra gymnasieliv til forsøg udi krumspring på skibsbriksen.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1978, USA, Thriller, Drama, Gyser, Teenagere, Biler på film, Tv-film, 96 min.

    Dansk titel: Are You in the House Alone?
    Instr: Walter Grauman Prod: Jay Benson Manus: Judith Parker Baseret på: roman af Richard Peck Foto: Jack Swain Klip: Anthony DiMarco Mus: Charles Bernstein