Buffalo '66 (1998)

Skuespilleren Vincent Gallo instruerer, skriver, komponerer (musik til) og spiller (hovedrollen i) denne aparte, dramatisk funderede komedie, hvis struktur er mere usleben end selv det groveste fyrrebræt. Og dét er netop noget af det, der gør "Buffalo '66" til dén succes, som den er.

Den unge Billy Brown (Gallo) løslades i åbningsscenen fra fængslet og er nu i dén grad overladt til sig selv og tilfældighederne. Helt umotiveret vælger han at kidnappe den 18-årige dansepige Layla (Christina Ricci) – uden egentlig at have noget formål med det. Men når det nu er, han alligevel har en form for magt over hende – kidnapningen er ikke sådan for alvor et overgreb, blandt andet fordi Layla tilsyneladende synes, Billy er meget sød – kan han ligeså godt bruge hende som sin "kone" i mødet med forældrene Jimmy (Ben Gazzara) og Jan (Anjelica Huston).

Scenerne hjemme i forældrenes parcelhus hører til blandt de bedste i filmen. De er både gakkede, bittersøde og teknisk særdeles legesyge. Hér får vi sat Billys opvækst i perspektiv, samtidig med at hans vanvittige og komplet uelskelige forældre stjæler billedet. Hér glimrer Ben Gazzara som den dameglade far (han kan slet ikke stoppe med at kramme sin spritnye svigerdatter, hvis bryster stritter så indbydende), og Anjelica Huston som moren, hvis eneste oprigtige interesse øjensynlig er en outreret manisk dyrkelse af (videooptagelser af) gamle fodboldkampe med det lokale hold.

Mens Gazzara og Huston er på, træder Gallo og Ricci lidt i baggrunden, men i det meste af filmens øvrige handling udgør de et tordnende velspillet og umage makkerpar – Ricci i en forbilledlig indlevelse i rollens mange skæve facetter.

Mickey Rourke er skøn i en enkelt kortere scene, ligesom Kevin Corrigan får sat nuancerne i kog i sit telefonsnakkende portræt af Billys mobbeofferven. "Buffalo '66" vedbliver at overraske til sidste scene. Stor i kæften, men doseret og afrundet i en balance og en æstetik, der ikke ligner meget andet.