Sidekicks (1992)

Kitsch-kikset metafilm, der sætter actionkoryfæet Chuck Norris i svingninger som sig selv i en historie om, hvordan den mobbede, astmatiske og dagdrømmende teenager Barry Gabrewski (Jonathan Brandis) gradvis bliver mere "mandig" og populær... (også hos brunette-pigen, han ellers er blevet afvist af, fordi hun "ikke er interesseret i ham på dén måde"), efterhånden som han lærer kampsportens fantastiske verden at kende.

En drengedrømsfilm

Det er en rigtig drengedrømsfilm, som de kun med eftertryk kunne skæres i 1990'erne – og som bl.a. blev effektueret langt mere elegant året efter med John McTiernans Schwarzenegger-basker Last Action Hero (1993). Slægtsskabet med Karate Kid-filmene er også nærliggende at fremhæve.

Fyrig fremdrift

"Sidekicks" opnåede besynderligt nok ikke dansk biografpremiere, men måske har plottet og dets legen med metaniveauer alligevel været fundet for eksotisk. Under alle omstændigheder er der dog ikke mange andre kvaliteter at fremhæve ved actionkomedien end 90'er-charmen og en fremdrift, det ikke er til at tage fejl af.

Samtidens teenageidol

I hovedrollen som Chuck Norris' (fantasi-)sidekick Barry finder vi et af samtidens helt store teenageidoler Jonathan Brandis, der desværre tog sit eget liv 11 år senere. Han har ansigtet, men ikke det helt store talent – og slet ikke kampsportstroværdigheden – over for Norris.

Ind imellem decideret ynkeligt

Det hele er overdrevet karikeret og vil gerne tage sig selv semi-alvorligt, samtidig med at komikken overhovedet ikke har bid og ofte bliver decideret ynkelig. En undtagelse er Richard Moll, der i birollen som den højtråbende idrætslærer Horn – og i en fantasiscene som slesk nazi-"læge" – bidrager med en indlevelse langt over det forventelige.