Sidekicks (1992)

    En mobbet, astmatisk og Chuck Norris-dagdrømmende teenagedreng bliver gradvist mere mand i takt med, at han træner sig op til kampsport.


    »FULDFED DRENGEDRØM«

    Udvalgte drengedrømme, der går i opfyldelse på film:

    The Karate Kid (1984)

    The Neverending Story (1984)

    Big (1988)

    Sidekicks (1992)

    Last Action Hero (1993)

    Jack (1996)

     

    Kitschkikset metafilm, der sætter actionkoryfæet Chuck Norris i svingninger som sig selv i en historie om, hvordan den mobbede, astmatiske og dagdrømmende teenager Barry Gabrewski (Jonathan Brandis) gradvis bliver mere "mandig" og populær... (også hos brunettepigen, han ellers er blevet afvist af, fordi hun ikke er interesseret i ham "på dén måde"), efterhånden som han lærer kampsportens fantastiske verden at kende.

     

    Det er en rigtig drengedrømsfilm, som de kun med eftertryk kunne skære dem i 1990'erne – og som blandt andet blev effektueret langt mere elegant året efter med John McTiernans Schwarzenegger-basker Last Action Hero (1993). Slægtsskabet med Karate Kid-filmene er også nærliggende at fremhæve.

     

     

     

     

    "Sidekicks" opnåede besynderligt nok ikke dansk biografpremiere, men måske har plottet og dets legen med metaniveauer alligevel været fundet for eksotisk. Under alle omstændigheder er der dog ikke mange andre kvaliteter at fremhæve ved actionkomedien end 1990'er-charmen og en fremdrift, det ikke er til at tage fejl af. I hovedrollen som Chuck Norris' (fantasi-)sidekick Barry finder vi et af samtidens helt store teenageidoler Jonathan Brandis, der desværre tog sit eget liv 11 år senere. Han har ansigtet, men ikke det helt store talent – og slet ikke kampsportstroværdigheden – over for Norris.

    Det hele er overdrevet karikeret og vil gerne tage sig selv semialvorligt, samtidig med at komikken overhovedet ikke har bid og ofte bliver decideret ynkelig. En undtagelse er Richard Moll, der i birollen som den højtråbende idrætslærer Horn – og i en fantasiscene som slesk nazi-"læge" – bidrager med en indlevelse langt over niveau i filmen.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026