The Man Next Door (1996)

Denne amerikanske tv-film er for så vidt fresh nok i sit materiale, men tilgangen er både ynkelig, håbløs og krukket. Det er historien om den dømte voldtægtsforbryder Eli Cooley (Michael Ontkean), der efter syv år bag tremmer sættes på fri fod, men overvåges nøje af sin altid "skjortekjole"-klædte parole officer Wanda Gilmore (Pamela Reed).

Hver bevægelse registreres

Hver af Elis bevægelser registreres på det nærmeste, og det bliver især nødvendigt, da lokalområdet går i selsving. De vil ikke have Eli rendende rundt mellem blondiner og brunetter i deres kvarter, for han er en skidt og uempatisk karl, der kun tænker med banditten! Som han hånligt og tongue in cheek-selvsikkert udbryder til et obligatorisk rundkredsmøde for seksualforbrydere (adspurgt om, hvad han egentlig gjorde ved sine ofre): "Jeg [banditten] gav dem tre muligheder...!"

Særdeles plump

Efter et interessevækkende anslag, hvor vi ser, hvordan Eli kører rundt i sin pickup og leder efter potentielle ofre, går der næsten umiddelbart efter ynk i den. Og det gælder i alt fra skuespillet (Michael Ontkean er den eneste, der formår at holde skruen nogenlunde i vandet) til den tekniske afvikling, der er særdeles plump – især når der forfaldes til slowmotion (suk!)

"Dramatiske" situationer

Hold op, der er mange "dramatiske" situationer, der fremstår indstuderede og pligtafleverede uden den mindste skelen til nærvær og indlevelse. Lagt sammen med stort set hele pakken af amerikansk korrekthed (vi går jo alle i kirke hver uge), er "The Man Next Door" stort set til at skylle ud med badevandet.