Pretty Boy (2015)
En amerikansk daddy er så fortørnet over sin 18-årige søns homoseksualitet, at han hyrer en prostitueret kvinde til at "omvende" ham.
LILLE HOMO, HVAD NU?
Temmelig tykt tandsmør-påsmurt amerikansk kortfilm, der på en halv time forsøger at bilde os ind, at 1) en 18-årig bøsse (spillet af 29-årige(!!) Nick Eversman) lader sig overtale af sin tough guy daddy (Jon Briddell) til at tilbringe en hel aften med en kvindelig prostitueret (Rebekah Tripp), 2) at dette møde ændrer teenagerens syn på både mænd, kvinder og verden.
Et umage venskab
Mens teenageren og hookeren langsomt bliver bedre venner på motelværelset, sidder den sammenbidte daddy og venter i bilen. Men han kommer nok til at affinde sig med, at sønnike ikke er blevet omvendt!
Udtalt amerikansk
"Pretty Boy" er udtalt amerikansk i alle facetter og efterlader reelt set ikke en eneste dramatisk tanke til egen perspektivering. Det hele er pakket i arketyper, sakkarinsødladne over-tydeliggørelser og decideret dumme replikvekslinger.
Passabel sødme
En passabel nuttethed opstår i det akutte og hurtigt overståede venskab (uden happy ending) mellem bøssen og luderen (bedste scene er deres smuttur i den lokale døgner). Men nogen troværdighed eller perspektivering på emnet efterlader "Pretty Boy" overhovedet ikke. Kortfilmen er i øvrigt sovset ind i grotesk kaprende stemningsmusik fra ende til anden.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2015, USA, Drama, Homoseksuelt tema, Teenagere, Biler på film, 31 min.
Dansk titel: Pretty Boy- Nick Eversman (Sean James Collins)
- Rebekah Tripp (Katie Bloom)
- Jon Briddell (John Collins)
- Christian Prentice (Bully)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation