Vogter (2024)

Dansk fængselsfilm med et twist: "Vogter" leverer tremmeruskeri, så ekkoet af låsende døre bliver hængende i en rum tid – men der er også lidt for meget forstillelse i Gustav Möller og Emil Nygaard Albertsens manus, til at filmen kan gå rent ind (og ud) af cellerne.

Blakket familiehistorik

Eva (Sidse Babett Knudsen) er fængselsbetjent med en – erfarer vi mellem linjerne – blakket familiehistorik, der også peger ind bag tremmerne. Da banditten Mikkel (Sebastian Bull) havner bag tremmer, søger Eva omgående om at blive flyttet til hans topsikrede fængsel, så hun kan indlede et hævntogt, der meget vel kan koste hende den sunde fornuft... og muligvis mere. Det udvikler sig til en betændt omgang kattens leg med musen, både i den ene og den anden retning. Men i hvert fald kommer de to i nogen grad tættere på hinanden, og det kan meget vel åbne uventede døre.

Umiddelbart fængende

"Vogter" er intens og umiddelbart fængende i sin frihedsberøvede melodramatik. Genrefilmsmæssigt er der således styr på fuldpakken af dramatiserende sidespring, herunder et friskt voksenskænderi ("se på mig, når jeg taler til dig!"), en omgang tyndskidskastning mod embedsmand i funktion og lidt udveksling af hårde stoffer på en gårdtur.

Tiltagende overdrivelser

Disse klichéer fungerer og lader sig ikke voldsomt tynge af de lidt for tiltagende ekstreme overdrivelser, der mere end noget andet synes at skulle fremme forstålsen. Dem havde filmen dog levet bedre uden, og den lider især lidt under dem i den sidste halve time, hvor historien rigtig gerne – og lidt for ivrigt – vil lægge sit puslespil færdigt.

Fortrækker ikke en mine

Sidse Babett Knudsen fortrækker ikke mange miner i den bærende hovedrolle, og det er egentlig klædeligt, at diverse følelsesudbrud vendes indad, så præstationen finder et mere blødt leje. Sebastian Bull spænder sin rolles tatoveringer til det yderste, også i overført betydning, men han får ganske enkelt ikke "taletid" nok til at nå nuanceret i mål.

Velproportioneret lyddesign

Et stort plus er filmens doserede, velproportionerede og virkelighedstro lyddesign, der også er mådeholdent med inddragelsen af Jon Ekstrands (i øvrigt spændende komponerede) underlægningsmusik. Fængsels- og andre reallyde står knivskarpt.