Cousins (1989)

Veloplagt romcom, der især i den første times tid er præget af indføling og ægthed i spil og situationer: Joel Schumachers genindspilning af den franske "Cousin, Cousine" fra 1979 instrueret af Jean-Charles Tacchella emmer af kone/mandebytteri i et højere luftlag.

Begær efter noget andet

Parrene Larry og Tish (Ted Danson/Sean Young) og Tom og Maria (William Petersen/Isabella Rossellini) har det vist egentlig ok i deres respektive forhold. Men under overfladen ulmer alligevel en uro og et begær efter noget mere – eller bare noget andet.

Dikkedik på skibsbriksen

Værst udi fy-fy-dikkedik udenfor ægteskabet er Tom, der med sin naturkrøllede charme føler sig kaldet til skibsbriksgymnastik efter behov. Men da han og konen mødes med Larry og Tish til en fælles bekendts bryllup, går der spin i utroskaben.

Har lugtet lunten

Toms kone Maria er jo ikke dum, og hun har godt lugtet lunten. Derfor er hun også fresh på en – i første omgang – ufarlig flirt med Larry, der omvendt også godt kan bruge lidt luftforandring. Det kan Tish i øvrigt også, men dér har Tom allerede budt sig til!

Afmålt bittersødme

"Cousins" dyrker sine forviklinger med raffinement i en afmålt bittersødme. Dog går der i sidste halvdel for meget dumsmart plathed i den ellers flot formstøbte dialog – og flere af bipersonerne ætses af manglen på situationsfornemmelse (herunder Larrys far, spillet af Lloyd Bridges, der går i sin fjerde ungdom, da han spotter en jævnaldrende babe).

Veloplagt spil

De fire hovedroller fyldes fint ud af veloplagt spil – uden at der dog er levnet plads til ret meget over det forventelige. Første halvdel af filmen er beundringsværdigt diminutivt musikunderlagt. Det er mere, end der kan siges om slutspurten.