Snow Angels (2007)

Der bør være noget til (næsten) enhver smag i David Gordon Greens "Snow Angels". Det er ham med det vellykkede thrillerdrama Undertow (2004) og den mere glatte, men også langt bedre kendte Joe (2013), der også kan klassificeres som et thrillerdrama.

Endnu et thrillerdrama

Det samme kan "Snow Angels", hvor Greens eget manus (baseret på romanen af samme navn af Stewart O'Nan) hér er mere svulstigt facetteret – grænsende til, hvad der kan betegnes som en lidt for gavmild goodiebag.

For meget handling

For filmen er bestemt fyldt med lækre enkeltelementer, personkarakteristikker, uhygge drejninger og -stemninger. Det bliver bare et lille problem, at der er så meget at følge med i, så meget, der springes mellem.

Plejer er død

I en lille amerikansk by er plejer snart død. Det aner vi allerede i anslaget, hvor det lokale footballholds hornorkester hører et par skud ikke langt fra stadion. Og herefter blikkes der tilbage, og vi føres ind i et udvalgt slæng af skæbner.

Opløst af alkoholmisbrug

Centralt i handlingen står det tidligere par Glenn (Sam Rockwell) og Annie (Kate Beckinsale). De har en lille datter sammen, men er drevet fra hinanden af ikke mindst Glenns alkoholmisbrug.

I kriseberedskab

Da Glenn erfarer, at Annie har fundet sig en ny boyfriend, er der ikke langt til flasken og de problemer, det helt naturligt fører med sig. Men det er først, da datteren forsvinder, at eksparret og hele bysamfundet kommer i kriseberedskab.

Ud i bushen

Samtidig følger vi teenageren Arthur (Michael Angarano), en ypperligt sød, charmerende og elskelig ung mand, der står på tærsklen til sin første forelskelse, da han pludselig kaldes ud i bushen for at lede efter den forsvundne pige.

Rammer plet

Særligt Beckinsale og Angarano rammer plet i deres spil: Beckinsale som frustreret alenemor, der har svært ved at finde sig til rette. Angarano i en smittende ærlig portrættering af den store dreng på vej til at stå på egne ben.

Fascinerende filmoplevelse

Alle disse elementer former en næsten gennemført underholdende, fascinerende og også i nogen grad uforudsigelig filmoplevelse. Smukke billeder tryllebinder i Greens faste cheffotograf Tim Orrs linser. Til gengæld ville der have været meget autenticitet at hente ved helt at udelade den ofte anmassende, insisterende underlægningsmusik.