Prince of Darkness (1987)

John Carpenter har det med at svinge i kvalitet med sine farvestrålende film. Der er perler som debutfilmsgenistregen Dark Star (1974) og den rislende klamme The Fog (1980) – og lavpunkter som nærværende "Prince of Darkness" samt nyfortolkningen af Village of the Damned (1995).

Uhyggeligt er det i hvert fald på ingen måde, og genreaficionados med en forkærlighed for "kældre sorte som kul" må i dén grad se sig skuffede: "Prince of Darkness" er form over indhold i både lyd og billede.

En Los Angeles-præst (Donald Pleasence) finder nøglen til en hidtil ukendt kælder. Hernede befinder der sig en enorm beholder med en mystisk grøn væske. Sammen med en gruppe studerende og videnskabsfolk sætter han sig for at finde ud af, hvad væsken "kan". Det skulle de aldrig have gjort... Snart er hele verdensfreden – ja endog menneskeheden truet.

I "Prince of Darkness", der fik den klangfulde danske biografdistributionstitel "I en kælder sort som kul", går Carpenter al in udi ekstremistiske genre- og fortællergreb. Det er ganske enkelt piv-outreret og samtidig umusikalsk i måden, det hele er orkestreret på. Apropos musik, så har Carpenter og hans faste musikmakker Alan Howarth begået en synthesizermusik så konstant udpenslende og enerverende, at det simpelthen skriger til himlen. Filmen får ikke en chance for at leve sine stemninger, og dét er en af de helt store dræbere.

Men der er også en anstrengt villethed over hele det aparte plot, og fordi "Prince of Darkness" samtidig tager sig selv alt for alvorligt, kæntrer filmoplevelsen reelt allerede i første scene. Det gør det hele ret utåleligt at gennemleve. En ærgerligt kritikløst skinger film, der nok har sine glimt af teknisk habilitet, men hvor skuespillerne bliver ufrivilligt komiske stive brædder, der laller formålsløst rundt i den tiltagende ekstremisme.