Dark Star (1974)

Inspireret af, og som en parodi på, sit forbillede Stanley Kubricks hit-science-fiction-mesterværk 2001: A Space Odyssey (1968) spillefilmsdebuterede John Carpenter hér med lavbudgetskomedien "Dark Star". Og ud af de få midler (og hermed tilsvarende begrænsinger) opstår en kreativitet og leg med filmmediet uden sidestykke.

Meget langt hjemmefra

En gruppe mænd – lad os kalde dem astronauter – er på mission meget langt hjemmefra... i det ydre rum. Her sender de bomber af sted fra deres beskedne rumskib mod "ustabile planeter", så man kan få ryddet dem af vejen i universet. Men da bombe nr. 20 skal sendes af sted, sætter den sig fast. Med lidt held kan man få talt den til rette i tide, bomben har nemlig en talende computer, der tilmed kan tænke.

Ikonisk komisk

Det er syret og gakket og lige nøjagtig så originalt, at vi æder herlighederne råt. Helt ubeskriveligt ikonisk komisk er rumskibets alien, der er en badebold på fødder! Og da først den beslutter sig for at drive gæk med en af gutterne på rumskibet, udspiller der sig et større drama...!

Mod den sikre afgrund

Hermed bliver vi ledt ind i en af filmens mest intense sekvenser – hvor den sagesløse astronaut først må kravle over en mørklagt skakt på et smalt bræt og senere hænger mod den sikre afgrund. Alt sammen i forsøget på at sparke luften ud af maven på den uartige alien.

Fantasien som drivkraft

"Dark Star" skal selvfølgelig opleves og lader sig ikke rigtigt gengive i ord. Men med opfindsomheden og fantasien som den absolutte drivkraft, mister filmen aldrig sin eminente fascinationskraft og udstråling. En anden Kubrick-film, som Carpenter tydeligt er inspireret af er Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964), hvilket særligt ses henimod slutningen.

Sprødt lyddesign

Sædvanen tro leverer Carpenter selv tonerne til filmen – herligt afmålt kiksede og meget flot i synkronisering med det sprøde lyddesign, som man har fået stykket sammen med de begrænsede midler til rådighed.