En nat i august (1967)
To gamle søstre er nogle af de sidste tilbage for sæsonen i et sommerhusområde i Nordsjælland. Deres hobby er at natteskræmme de gæster, de får, herunder nevøen William.
»LAV CHILLFAKTOR«
Noget så udsædvanligt som en dansk kortfilms-"gyser" fra 1967, velment skrevet af Jørgen Stegelmann, men mindre vellykket eksekveret i Mogens Wemmers iscenesættelse. At gyser hér er nødt til at blive sat i citationstegn hænger sammen med kortfilmens komisk funderede grundtone, der næppe får det til at isne koldt ned ad ryggen på ret mange.
Et sted ved kysten i Nordsjælland hygger to gamle søstre (Randi Michelsen og Jessie Rindom) sig som nogle af de få, der er blevet tilbage i et sommerhusområde sidst i august. Da de får besøg af deres voksne nevø William (Baard Owe), beslutter de sig for at spille ham et natligt pus. De støjer og fægter med uhyggeligt lys, så William tror, det spøger, og da han næste morgen proklamerer sin tidlige afgang, har søstrene opnået, hvad de ville: Lidt spænding.
Det kvarterlange "gys" er en sjælden leg med genren i dansk sammenhæng og som sådan en sprød lille oplevelse. Kortfilmen blev vist som forfilm til Dusan Makavejevs jugoslaviske romcom "En erotisk affære – en telefonistindes tragedie" i Carlton den 19. april 1968.
Randi Michelsen og Jessie Rindom spiller på en lidt teatralsk kapital som de isnende anlagte gamle damer, så ud af disse roller opstår der desværre hverken ret meget morskab eller "ondskab". Baard Owe er lidt bedre funderet som den sagesløse nevø, der ankommer til sommerhuset i sin smarte sportsvogn... og tidstypisk tilsvarende velklædt.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1967, Danmark/KortDok, Drama, Gyser, Komedie, Biler på film, 15 min.
Dansk titel: En nat i august- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation