Kirke og Orgel (1932)

Aldrig har ordet "kirke" været udtalt så teatralsk på film: Når Thorkild Roose i rollen som dødssyg, rystende og forgældet herremand skal tale om dén nedslidte kirke, der hører til hans forgældede herregård. I det hele taget er George Schnéevoigts tidlige talefilm "Kirke og Orgel" udtalt teatralsk serveret udi alle grene og er således langt sværere at sluge end Danmarks – og Schnéevoigts – første talefilm fra året før, den vellykkede Præsten i Vejlby (1931).

17-årige Grethi Birger (spillet af 27-årige Karin Nellemose) har mistet sin mor og skal nu i pleje hos sin lidt kølige moster og vaskerske (Karen Poulsen). Her ude på landet lurer mange farer, særligt i form af ældre, liderlige mænd, personificeret i den sleske amtsskriver Peer Pommerenck (Elith Pio). Han ser sit snit til at "score" alletiders teenageskår og bruger en snedig viden, som kun han har, til at opnå sit mål med et forestående giftermål. Omvendt er Grethi forelsket i organisten Ollivier (Svend Methling), der dagligt øver på orglet i herremandens nedslidte kirke.

Når Mester Ollivier sætter Schubert eller Bach i svingninger (og det gør han kun i de "stille registre", da kirken ellers er i fare for at styrte sammen), bliver Grethi så henført i sin ansigtsmimik og kropssprog, at det mest af alt syner af en orgasme. Så er det klart, at hun hellere vil gå i døden end at gifte sig med amtsskriveren! Ikke ret meget udvikler sig i troværdige retninger i Schnéevoigts teaterprægede, overdramatiske iscenesættelse af Holger Drachmanns novelle. Men der er dog fine takter særligt i filmens begyndelse (hvor skuespillerne blandt andet præsenteres ligeså levende som i Præsten i Vejlby (1931)) – hér til sarte orgeltoner.

De bærende roller får slet ikke en chance for at bryde gennem filmens tykke mur af patos. Karin Nellemose forsøger det bedste, hun har lært, men hæmmes af de nævnte overdrevne nuancer. Mest farveløs er Svend Methling som organisten, der ovenikøbet ikke tør træde i karakter i kærlighedens tjeneste.

Til gengæld lykkes Mathilde Nielsen glimrende i sin lille birolle som moster Birgers gamle stuepige Sidsel, der blandt andet forsyner sig af bordets fristelser, når (næsten) ingen ser det. Og Kai Holm er yderst mindeværdig som Bengt Bælgetræder, den outreret intrigante og udspekuleret manierede assistent ved kirkens orgel. Bemærk, da han hurtigt sætter sit fedtede hattehår med et par spytvædede fingre.

De kendte orgelstykker af Schubert og Bach, der optræder som en del af filmens handling, er arrangeret af Kai Normann Andersen. Valdemar Christensens elegante fotografering har trange kår i den helt igennem billigt udseende, studieoptagede film.