Abus de faiblesse (2013)

    Efter en hjerneblødning er en filminstruktør afhængig af hjælp. Hendes dømmekraft er muligvis påvirket, i hvert fald ser hun sig snart lun på – og udnyttet af – en dømt bandit.


    »TABT DØMMEKRAFT«

    Delvist baseret på egne oplevelser præsenterer Catherine Breillat hér historien om filminstruktøren Maud (Isabelle Huppert), der efter et slagtilfælde med en hjerneblødning tilsyneladende mister noget af sin dømmekraft. Hun er halvt lammet og får en pludselig indskydelse om at caste en berømt forbryder i hovedrollen i sin nye film, efter hun ved et tilfælde har set ham i tv.

     

    Banditten Vilko (Kool Shen) kender ingen hæmninger og har sin forbryderiske selvtillid i orden. Da først han er kommet lidt ind på livet af den vanskelige og krævende Maud, ser han sit snit til at tømme hende for penge. Trods check på check med astronomiske beløb opdager hun det næppe, for hun er forblændet af Vilkos "hjælpsomhed" og manipulerende vildskab.

     

     

     

     

    Skulle der gemme sig seksuelle undertoner i det umage partnerskab, er de godt gemt af vejen, og således er et af Breillats helt centrale varemærker væk fra ligningen. Til gengæld er der fuldt blus på en tilsvarende centralnerve: Udnyttelsen af kvinder, og i dette tilfælde altså med udgangspunkt i noget, Breillat selv har oplevet. "Abus de faiblesse" er en intens filmoplevelse, der henter sine største styrker i det betændte parløb. Naiviteten kender tilsyneladende ingen grænser hos den irriterende udtryksløse, men samtidig – som følge af lammelsens begrænsinger – humørsvingende Maud. Hun kan være øretæveindbydende og måske netop derfor endnu lettere at udnytte uden samvittighed for den udspekulerede Vilko.

    Det lykkes flot for Breillat at centrere al energi i Isabelle Hupperts mageløse kraftpræstation i hovedrollen. Det er hér, det meste af vanviddet og alle de andre store følelser i de fleste ender af spektret tager deres udspring. Med tanke på, at Breillat selv har været udsat for noget af det samme, fornemmes autenticiteten i endnu højere grad.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2013, Frankrig, Drama, Psykologisk drama, 104 min.

    Dansk titel: Abuse of Weakness
    Instr: Catherine Breillat Prod: Jean-François Lepetit Manus: Catherine Breillat Foto: Alain Marcoen Klip: Pascale Chavance Mus: Didier Lockwood
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation