Carnage (2011)

Der er lagt op til guldrandet kammerspil, når Roman Polanski hér byder indenfor i varmen hos fire voksne og yderst diskussionslystne newyorkere. For "Carnage" er en "kammerfilm": Filmet udelukkende i samme lejlighed med kun fire medvirkende og "ud i én køre".

Ægteparret Longstreet modtager ægteparret Cowan i deres newyorkerlejlighed. De har ikke mødt hinanden før, men da deres respektive sønner har været involveret i en voldhændelse (den ene har banket den anden), har de behov for at få talt tingene igennem. Til at begynde med er det en fredelig omgang, men som tiden går, bliver dialogen mere og mere barnlig, og de to par kommer tættere på at rive håret af hinanden.

Mange filminstruktører har gennem tiderne været fascineret af teatret, men ganske få evner at bringe puls og nerve ind i filmatiseringer af de skrå brædders grundlæggende fokuserede og – ja – teatralske grundpræmis. Selvom Polanski med "Carnage" langt fra snubler i alle denne transformations faldgruber, er den (heldigvis blot 80 minutter lange) snakkeintense film alligevel præget af, at den fokuserer mere på form end indhold, mere på teknik end flow, mere på kammerspil end troværdigt skuespil.

De fire yderst kapable implicerede skuespillere synes tunet ind på ideen (eller er det mere bare konceptet at medvirke i en Roman Polanski-film?), dog er skuespillet noget præget af det manierede – særligt hos begge de (Golden Globe-nominerede) kvinder. Selvom varigheden er under halvanden time, forekommer "Carnage" desværre alt for lang.